Gemt

Sådan kan mødet mellem Mette Frederiksen og Joe Biden gavne erhvervslivet

06. juni 2023

Da statsminister Mette Frederiksen 5. juni mødtes med USA’s præsident Joe Biden på sit første officielle besøg i USA var der lejlighed til at drøfte sikkerhedspolitik og grøn omstilling. Det tætte bånd er vigtigt for dansk erhvervsliv.  

Rygtebørsen var rødglødende før, under og efter statsminister Mette Frederiksens første officielle besøg i USA 5. juni, hvor hun og præsident Joe Biden mødtes i enrum. 

Men alt imens der blev spekuleret i, hvorvidt Mette Frederiksen bliver NATO’s næste generalsekretær, havde de to statsledere lejlighed til at tale om nogle af de største politiske udfordringer, der også kan få betydning for dansk erhvervsliv. For selvom en række danske ministre allerede har været i USA i 2023, har det stor betydning, at statsministeren og præsidenten nu mødes ansigt til ansigt.  

”Når Mette Frederiksen træder ind i Det Ovale Kontor, er det endnu et ryk tættere på vores vigtigste sikkerhedspolitiske allierede og største samhandelspartner. Hun udbygger sin personlige relation til præsident, og det er altid værdifuldt, hvis der senere opstår noget, der skal løses på allerhøjeste niveau. Tættere politiske relationer med USA er også vigtigt for dansk erhvervsliv, for det kan medvirke til at vi står stærkere konkurrencemæssigt,” siger Søren Friis Larsen, Dansk Erhverv landechef i USA. 

Vigtige dagsordener for erhvervslivet  
For Dansk Erhverv er der ingen tvivl om, at Mette Frederiksens møde med Joe Biden er en central mulighed for at drøfte temaer, som er vigtige for dansk erhvervsliv.  

USA er Danmarks største eksportmarked, og i 2022 eksporterede Danmarks varer og tjenester til USA for 285 milliarder kroner, hvilket svarer til 15 procent af vores samlede eksport. 

Samtidig har Danmark og USA nærmet sig hinanden på det sikkerhedspolitiske område i en tid, hvor de geopolitiske forhold er under forandring, og hvor øget usikkerhed præger de internationale forsyningskæder. 


”Danmark har med et skrottet forsvarsforbehold, helhjertet opbakning til NATO-samarbejdet og hjælp til Ukraine vist, at vi er en loyal allieret for USA på det udenrigspolitiske plan. Det er vigtigt for amerikanske politikere, men faktisk også for mange erhvervsfolk. Sikkerhedspolitik kommer til at fylde mere og mere, også i erhvervs- og handelspolitikken, og her er vores tætte forhold vigtigt,” siger Søren Friis Larsen. 

Stort vækstmarked 
USA er som et af de helt store vækstmarkeder afgørende for dansk eksport, og derfor har dansk erhvervsliv god grund til at følge udviklingen i amerikansk politik og på de amerikanske markeder – blandt andet inden for grøn omstilling.  


”Når det gælder grøn omstilling, så ved man godt i USA, at Danmark er langt fremme, og derfor er man også meget åben overfor danske løsninger og teknologi – men selvfølgelig er der en forventning om, at den grønne revolution også er med til at skabe lokale jobs i USA, og den forventning møder man fra højeste niveau og helt ud i de enkelte delstater,” siger Søren Friis Larsen og fortsætter:  


”Danske virksomheder er særdeles spilbare i forhold til den grønne omstilling i USA. Vi har store virksomheder, der er førende globalt og vi har en kæmpe underskov af innovative og agile virksomheder, der indgår i hele det grønne økosystem. Begge dele vil der i høj grad være business til på det amerikanske marked og lige nu følger vi den konkrete udmøntning af de mange forskellige støtteordninger, der samlet blev vedtaget med Inflation Reduction Act, som rummer historisk store investeringer i klimaet.” 

Kontakt

EU og International

Søren Friis Larsen

Landechef, USA
Medarbejderprofil