; ;
Gemt

Dansk Erhverv lancerer gode råd til virksomhedernes brug af kunstig intelligens

17. maj 2023

Kunstig intelligens stormer frem. Brugen kan give mange fordele, men der er også flere faldgruber. Derfor lancerer Dansk Erhverv en række råd til, hvordan virksomhederne bedst navigerer i den nye, digitale virkelighed.

Kunstig intelligens så som ChatGPT er på alles læber. De nye sprogmodeller stormer frem og åbner mange nye muligheder inden for innovation, automatisering og generel nytænkning i virksomhederne verden over. Men som med al ny teknologi skal man tænke sig om, før man hovedkulds kaster sig ud i at bruge den. Dansk Erhverv har markant opprioriteret teknologi og digitalisering både politisk og organisatorisk, og lancerer nu på den baggrund en stribe anbefalinger på området målrettet danske virksomheder og disse medarbejdere.

”Lige da ChatGPT begyndte med at brede sig, var der nok mange, der så den som et stykke legetøj. Det er da også umiddelbart fascinerende, hvad den kan, men det her langt større og gennemgribende, end de fleste af os kan forestille os. Kunstig intelligens kan meget vel vende op og ned på den måde, vi arbejder på, og dermed også vores liv. Men vi skal ikke være bange for udviklingen. Vi skal gribe den og få det bedste ud af den. Samtidig med at vi tænker os om ift. de udfordringer, den nye teknologi også bringer med sig. Det er på den baggrund, at vi i Dansk Erhverv nu kommer med en række anbefalinger, som virksomhederne og deres medarbejdere kan orientere sig i,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Danmark kan ende bagerst i feltet
Brian Mikkelsen understreger, at det er afgørende for Danmark, at vi er helt med fremme, når det gælder brugen af kunstig intelligens.

”Vi er et land med en meget høj grad af digitalisering, så vi har et stærkt udgangspunkt. Og hopper vi ikke med på vognen, så risikerer vi, at andre lande beliggende et stykke væk overhaler os og resten af Europa, og så står vi som kontinent tilbage på perronen. Det må ikke ske. Det er samtidig helt afgørende for dansk erhvervsliv, at der er flere udbydere af den nye teknologi. Det handler i sidste ende om omkostninger og virksomhedernes konkurrenceevne. Derudover skal vi ruste medarbejderne til brugen af kunstig intelligens, være opmærksomme på farerne og tænke langsigtet. Hvis vi gør det, så kan vi blive førende på området, og så er det pludselig os, der står med de bedste kort på hånden i den verden, der bliver stadigt mere globaliseret,” siger Brian Mikkelsen.

Downolad Dansk Erhvervs ”Gode råd til virksomheders brug af kunstig intelligens” nederst på siden ⇓

Gode råd til virksomheders brug af kunstig intelligens

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef
Digitalisering, Rådgivning, IT, Regional & Salg

Casper Klynge

Vicedirektør
Medarbejderprofil