Gemt

Dansk Erhverv: Stramt og ansvarligt finanslovsforslag

23. marts 2023

Dansk Erhverv vender tommelfingeren opad i forhold til det finanslovsforslag, der blev præsenteret torsdag. Forslaget er samlet set fornuftigt, lyder det fra Dansk Erhverv.

SVM-regeringen præsenterede torsdag sit første finanslovsforslag. Der er tale om et forholdsvist stramt forslag med fokus på blandt andet Ukraine-fonden og forbedringer af sundhedsvæsenet.

”For Dansk Erhverv er det helt afgørende, at finansloven samlet set ikke puster til inflationen. Det er ikke tilfældet, selv om vi skal holde nøje øje med udviklingen. Hvis udviklingen betyder, at der er behov for at træde på den økonomiske bremse, så skal regeringen være klar til at handle hurtigt. Så det er af største vigtighed, at regeringen har øjnene stift rettet på arbejdsmarkedet og er klar med en yderligere opstramning af finanspolitikken, hvis risikoen for en dansk løn-pris-spiral stiger som følge af udviklingen,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Brian Mikkelsen gælder sig desuden over en række tiltag i finanslovsforslaget:

”For nyligt blev Ukraine-fonden lanceret, og den bakker vi helt og aldeles op om. Endelig er vi glade for sløjfningen af den planlagte skatteforhøjelse på selskabers ejendomsavancer, også kendt som lagerbeskatning. Det er noget, som Dansk Erhverv har kæmpet for længe,” siger Brian Mikkelsen.

Mere spænding næste gang
Flere har på forhånd stemplet finanslovsforslaget som værende kedeligt.

”Det er ikke det rigtige prædikat. Finanslovsforslaget i år afspejler, at der er tale om en speciel situation, hvor det er vigtigt, at vi holder os på den økonomisk smalle sti. Men næste gang ser Dansk Erhverv gerne, at der kommer lidt flere og større ting på programmet. Allerede i 2030 kommer vi til at mangle 90.000 kollegaer, og det betyder, at det er nu, vi skal i gang med reformer. For ellers kan de ikke nå at virke og adressere den mangel på arbejdskraft, som den demografiske udfordring fører os mod. Der er også behov for at se på antallet af offentligt ansatte. I januar så vi en stigning på 1.700 i antallet af offentlige ansatte, så det går i den forkerte retning,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef