Iværksætterånd i rengøringsbranchen
Det begyndte med vinduespudsning, en gammel varebil og klude, der blev vasket hjemme hos forældrene. I dag er Team Rengøring A/S vokset til en veletableret virksomhed. Men for Tim, Martin og Rasmus handler væksten stadig om mennesker, kvalitet og ordentlighed.
Team Rengørings historie begyndte i Ringsted i 2012, da Tim Jepsen og Martin Olsen Henneberg, som kendte hinanden fra fodbolden, fik mulighed for at arbejde sammen med vinduespudsning. Martin havde fået en opgave og manglede en makker. Tim sprang med ombord.
”Vi startede med at arbejde sammen i sommeren 2011, hvor vi kørte sammen for et større vinduespudserfirma i København. Bl.a. på Den Sorte Diamant og Mærsks hovedkontor på Esplanaden. I marts 2012 etablerede vi så Team Rengøring I/S. Hver dag gik turen mod København midt om natten, så vi kunne være på arbejde kl. 04.00. Når vi var færdige med vores arbejde, var der mange, der ikke engang havde startet deres arbejdsdag endnu,” siger Tim og fortsætter: ”fordi vores arbejde sluttede så tidligt, kunne vi lige så godt se, om nogen ville have pudset mere, når vi alligevel var afsted med udstyret. Og ja. Nu er vi her”
Kontor på teenageværelset
”Kontoret” lå i starten i Martins gamle teenageværelse hjemme hos forældrene. Lageret var i en garage. Og når medarbejderne afleverede beskidte klude, blev de vasket hjemme hos Tims forældre.
Forældrene blev på den måde en vigtig del af opstarten.
”Min mor stod nogle gange op to timer før, hun skulle hjemmefra, for så kunne hun nå at vaske klude to gange, inden hun selv skulle på arbejde. Så både mine og Martins forældre var meget involverede i starten, fordi vi også havde kontor hjemme på Martins teenageværelse,” siger Tim.
I 2017 købte Team Rengøring sin egen bygning. Bygningen var dengang meget stor for den lille virksomhed. I dag er pladsen trang.
Siden er udviklingen gået stærkt. I 2021 kom Rasmus Birch Larsen med som den tredje kompagnon. De tre kendte allerede hinanden fra fodbolden, og Rasmus havde været en del af bestyrelsen, siden firmaet blev til A/S. Rasmus havde blandt andet erfaring med ledelse fra Forsvaret. Hans indtræden gav virksomheden endnu flere kræfter til at håndtere den voksende drift.
I dag har Team Rengøring omkring 120 medarbejdere. Virksomheden er en Marathon Gazellevirksomhed, da den har været Gazellevirksomhed fire år i træk, og opgaverne spænder fra almindelig erhvervsrengøring og vinduespolering til større facility service-opgaver og rengøring på byggepladser.
Rengøring er et håndværk
En af de fordomme, Team Rengøring ofte møder, er, at alle kan gøre rent. Det kan alle ikke.
”Rengøring er et fysisk arbejde. Man skal gøre rent syv timer om dagen, fem dage om ugen. Det er noget helt andet end at gøre rent derhjemme i to timer hver 14. dag. Man skal kunne holde til mange timer på benene dag efter dag, skifte mellem forskellige arbejdspladser og samtidig bevare overblikket. Det her med overblik er også en stor del af det. I en produktion på 1000 kvm kan man jo ikke bare lige svinge støvsugeren og gå videre. Det skal struktureres,” siger Tim.
Målet er at gøre arbejdet så smart som muligt med mindst mulig energi. Det kræver struktur og en forståelse for, hvad der virker i praksis.
Frihed under ansvar er vigtig for både Team Rengøring og for medarbejderne, som kan planlægge opgaverne, så de passer bedst muligt med deres liv og kundens. Derfor kan de også tilgå Team Rengørings bygning 24 timer i døgnet og hente udstyr, sådan at de ikke er bundet af rigide systemer for at passe deres arbejde.
Fjernledelse: Vil ikke være langt væk fra medarbejderne
For ejerne er det afgørende, at de selv forstår arbejdet. Ledelsen kommer ud på pladserne, går med medarbejderne og ser, hvordan opgaverne fungerer i virkeligheden.
Fællesskabet styrkes gennem sociale arrangementer og små initiativer i hverdagen. På kontoret står der altid kolde drikkevarer, slushice og popcorn klar, og grillen bliver jævnligt tændt. Det skal gøre det hyggeligt og naturligt for serviceassistenterne at kigge forbi og være en del af fællesskabet i Team Rengøring.
De sociale aktiviteter skal være med til at skabe et tilhørsforhold i en branche, hvor mange medarbejdere ellers arbejder alene ude hos kunderne.
Ordentlighed i alle led
Kvalitet er meget vigtigt for Team Rengøring, som hellere køber dyrere produkter, hvis de fungerer bedre, holder længere og er bæredygtige.
Det gælder både rengøringsmidler, maskiner, biler og arbejdsredskaber. Når medarbejderen skal bruge udstyret hver dag, skal det være ordentligt. Det skal kunne holde til arbejdet, og det skal gøre en forskel i hverdagen.
Den samme tilgang gælder for valg af leverandører.
”Vi har nogle medarbejdere, som gerne vil cykle mellem deres kunder, og derfor har vi købt ladcykler, så de kan komme rundt med alt udstyret. Da vi skulle have nye cykler, tog Martin, Rasmus og jeg turen til Frederikshavn i varevognen. Vi sad lidt tæt, må jeg indrømme, sådan tre voksne mænd til og fra Frederikshavn. Men vi ville gerne have ladcykler produceret i Danmark, og så kunne vi lige så godt komme afsted,” siger Tim Jepsen og forklarer, at de kunne have valgt private-label-produkter fra Kina, men at de gerne ville støtte en dansk producent og vide, hvor produkterne kom fra.
De har også op til – og i forlængelse af – Ruslands invasion af Ukraine været meget opmærksomme på, om deres egne leverandører har forretning i Rusland: ”Jeg ved godt, vi jo ikke kan gøre det med alting, men vi prøver at sikre, at tingene skal komme et godt sted fra,” siger Tim.
Der er plads til at drømme, vækste og udvikle sig i rengøringsbranchen
Team Rengøring er vokset organisk fra kunde til kunde. Fra teenageværelset, garagen og forældrenes kælder til egen bygning, flere ledere og mere end hundrede medarbejdere.
Det er en historie om iværksætteri, men også om et fag, som af mange stadig undervurderes. Der er nemlig god plads til at drømme, vækste og udvikle sig i rengøringsbranchen. Rengøring er et håndværk, der kræver teknik, erfaring, fysik og ansvarlighed. Og bag hver ren skole, hver skinnende produktion og hvert velholdt kontor står der et menneske, som har gjort arbejdet. Det menneske vil Team Rengøring gerne have frem i lyset.
For hvis man behandler medarbejderne ordentligt, giver dem de rigtige rammer og tager kvalitet alvorligt, er rengøringsbranchen meget mere end en branche, man tilfældigt havner i. Det er et fag, en karriere og en god arbejdsplads.
Hvad der for Tim og Martin startede hjemme hos mor og far, er i dag en virksomhed med 120 mennesker i arbejde, som hver dag arbejder ordentligt og professionelt med rengøring og vinduespudsning som fag.