Ditlev-Rent: ”Det er vigtigt, at vi passer på vores miljø – både arbejdsmiljø og det ydre miljø”
For Christian og Dionna Ditlev handler rengøring ikke kun om rene lokaler. Det handler om ordentlighed, faglighed og ansvar – over for kunderne, medarbejderne og miljøet.
Da Christian Ditlev bliver bedt om at sætte få ord på kernen i Ditlev-Rent, kommer svaret uden tøven:
“Ordentlighed og Svanemærket.”
De to ord siger meget om den virksomhed, han ejer og driver sammen med sin hustru, Dionna Ditlev. Fra basen i Egedal løser Ditlev-Rent rengøringsopgaver for både private og virksomheder på store dele af Sjælland – fra Køge i syd, over Roskilde og videre op mod Nordsjælland. I dag beskæftiger virksomheden 15 medarbejdere, og flere kunder har været med helt fra begyndelsen.
“Herude i vores lokalområde er vi kendt for ordentlighed. En aftale er en aftale,” siger Christian Ditlev.
Ditlev-Rent blev stiftet for 11 år siden, efter Christian og Dionna i flere år havde talt om at starte deres egen virksomhed. Begge kom fra rengøringsbranchen og besluttede sig for selv at tage springet. Siden er virksomheden vokset i det tempo, Christian mener er det rigtige: stille, roligt og organisk.
“Tag det stille og roligt, og lav organisk vækst,” lyder hans råd til andre, der drømmer om at starte virksomhed.
Rengøring er et fag
Christian Ditlev lægger ikke skjul på, at rengøringsbranchen kæmper med fordomme. Mange tror stadig, at rengøring er noget, man “bare” kan gå i gang med, hvis man ikke kan få andet arbejde. Den opfattelse vil han gerne gøre op med.
“Nej, det kan du ikke. Rengøring er faktisk et fag,” siger han.
For ham handler faget om langt mere end at tømme skraldespande og vaske gulve. Det handler om hygiejne, planlægning, faglighed, kvalitet og om at vide, hvad man laver. Det er også et arbejde, som ofte først bliver bemærket, når det ikke er gjort.
Under corona blev den faglighed ekstra tydelig. Ditlev-Rent var i drift hele vejen igennem pandemien, og Christian peger på hygiejne som en naturlig del af virksomhedens kernekompetence.
Medarbejderne skal behandles ordentligt
Når Christian Ditlev bliver spurgt, hvad der er vigtigst for ham og Dionna i driften af Ditlev-Rent, kommer svaret hurtigt: medarbejderne skal behandles ordentligt.
Virksomheden arbejder under overenskomst gennem Dansk Erhverv og Danske Service, og det betyder også, at Ditlev-Rent ikke vil konkurrere på vilkår, som Christian ikke kan stå inde for.
“Hvis vi er ude og give tilbud på noget, hvor folk siger, at det skal være billigere, så siger vi nej tak. For vi skal betale noget,” siger han.
Rekruttering er samtidig en af virksomhedens største udfordringer. Ifølge Christian er det svært at finde medarbejdere, blandt andet fordi rengøring ikke har den prestige. Medarbejdergruppen hos Ditlev-Rent er international, og virksomheden er afhængig af, at international arbejdskraft gider tage opgaver i Danmark.
Christian mener, at branchen med fordel kunne tale mere om de ordnede forhold, der faktisk findes i virksomheder med overenskomst.
“Lønnen er faktisk ret god, det er der bare ikke så mange der ved,” siger han og peger på, at løn, tillæg, feriepenge og pension samlet løber op.
Svanemærket som pejlemærke
Ved siden af ordentlighed står Svanemærket som en central del af Ditlev-Rents identitet.
Virksomheden blev første gang svanemærket i 2023. Det var en stor proces, hvor virksomheden brugte omkring 600 mandetimer sammen med et konsulentbureau. I 2025 fik Ditlev-Rent certificeringen fornyet – som de første i Danmark efter den nye kriterieversion.
For Christian handler Svanemærket ikke bare om at bruge de rigtige produkter. Det handler om hele virksomheden.
“Der er en del, der tror, at Svanemærket bare handler om at bruge en shampoo med Svanemærket. Det er det jo slet ikke. Det er hele virksomheden, der skal opfylde en masse krav,” siger han.
Processen har ikke ændret alt i virksomheden, for meget af arbejdet gjorde de allerede. Men dokumentationen har været tung, fortæller Christian. Alligevel er indsatsen vigtig.
“Det er vigtigt, at vi passer på vores miljø – både arbejdsmiljø og det ydre miljø,” siger han.
En familievirksomhed med klare roller
Ditlev-Rent er ikke kun Christians virksomhed. Det er en familievirksomhed, som han ejer sammen med Dionna. Det er vigtigt for ham at få frem.
Dionna står for administrationen, mens Christian har ansvaret for driften. De har delt opgaverne mellem sig efter deres kompetencer, og det fungerer.
“Hun er ikke bare min hustru. Hun er også medejer. Hun har halvdelen af virksomheden,” siger Christian.
Den klare arbejdsdeling er en af grundene til, at virksomheden kan køre stabilt. Det samme er økonomisk forsigtighed. Ditlev-Rent er selvfinansierende og under corona blev den tilgang sat på prøve – og den holdt.
Det er Christian særligt stolt af.
“At vi overlevede corona,” svarer han, da han bliver spurgt, hvad han er mest stolt af.
Faktisk fik Ditlev-Rent en gazelle på regnskabet fra coronatiden.
Ikke store for enhver pris
Ditlev-Rent har ikke ambitioner om at vokse for vækstens skyld.
“Vi skal ikke være store bare for at være store,” siger Christian.
Kommer der gode muligheder, ser de på dem. Ellers fortsætter de driften med samme fokus som hidtil: ordentlighed, faglighed og miljøansvar.
Det er måske også meget godt opsummeret i de to ord, Christian selv gerne vil have til at stå tilbage som historien om Ditlev-Rent:
Ordentlighed og Svanemærket.
FIk du læst?
Sådan skaber Lejrskov Rengøring engagerede medarbejdere, lavt sygefravær og stærke kunderelationer
I dette portræt kan du møde Lejrskov Rengøring, der drives af Lene og Peter Ankersborg. De er gift – og til hverdag er de fælles om at drive en virksomhed, hvor social ansvarlighed og sund forretning går hånd i hånd.
Pension? Ikke for John: 73-årig seniorvikar træder til, når der mangler hænder
Selvom dåbsattesten i mange år har betydet pension, er 73-årige John Martinussen langt fra færdig med arbejdslivet. Som seniorvikar træder han til i børnehaver, børnehuse og bosteder, når der opstår sygdom, længere fravær eller rekrutteringsudfordringer. Fleksibel arbejdskraft er en del af løsningen: Vikarer sikrer kapacitet, kontinuitet og kvalitet, når vagtplanerne ikke kan gå op.
Om Danske Service
Danske Service er brancheforening for service-, rengørings- og facilityvirksomheder i Dansk Erhverv.
Med portrætterne vil vi vise rengøring som det, det er: et fag med ansvar, kvalitet og stolthed. Vi sætter fokus på virksomheder og medarbejdere, der hver dag holder Danmark rent – og som på hver deres måde viser bredden og fagligheden i branchen.
Kontakt