Gemt

Kommentar: Producentpriserne i største fald i 14 år

15. september 2023

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at det samlede producentprisindeks for varer faldt med hele 7,5% i august i forhold til samme måned sidste år. Faldet i producentprisindekset er 3,2 procentpoint større end i sidste måned, hvor indekset faldt med 4,3%. 

Vi er i øjeblikket vidne til et ganske massivt fald i producentpriserne herhjemme. Vi skal knap 14 år tilbage til oktober 2009 for at finde et større fald i producentpriserne over ét år.

Status er nu, at den årlige stigningstakt i producentpriserne er faldet fra et historisk toppunkt i august 2022 på svimlende 37,6% til nu -7,5% i august 2023. Det er en fantastisk nyhed, der viser at inflationskrisens ekstreme pres på virksomhedernes omkostninger er tydeligt aftagende. Særligt energipriserne er faldet mærkbart over det seneste år.

Ser vi fremad, så forventer vi at stigningstakten i producentpriserne vil falde yderligere hen imod årsskiftet. Det kræver dog, at energipriserne ikke stiger mærkbart hen over vinteren. Der er derfor også fortsat en håndgribelig usikkerhed om prisudsigterne for dansk erhvervsliv.

Inflationspilen peger nedad
Det aftagende pres på producentpriserne vil også komme forbrugerne til gode i den kommende tid. Normalt følger producent- og forbrugerpriserne hinanden over tid med en forsinkelse på ca. 3-4 måneder. Det er derfor også vores forventning, at det lavere pres på producentpriserne vil bidrage til et generelt fald i forbrugerprisinflationen hen imod årsskiftet og ind i 2024.

Ser vi videre ind i 2023, så er der udsigt til at forbrugerprisinflationen vil falde til et niveau på under 2% i slutningen af året. Dertil er det vores forventning, at inflationen vil stabilisere sig omkring et niveau på godt 2% i 2024. Vores prognose hviler på en vigtig antagelse om, at der ikke bliver udløst en løn- og prisspiral i dansk økonomi.

Selvom usikkerheden fortsat er håndgribelig, så er der heldigvis udsigt til at inflationskrisen ebber godt og grundigt ud hen imod årsskiftet. Det er primært fortsatte prisfald på energi, de højere markedsrenter og et generelt fald i den globale efterspørgsel, der vil bringe inflationskrisen til ophør i løbet af 2023.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil