; ;
Gemt

Samlet erhvervsliv: Et brintrør til Tyskland kræver statens hjælp

12. september 2023

Hvis et milliarddyrt brintrør gennem Jylland skal blive til noget, skal staten garantere for lånet, lyder en af flere anbefalinger fra det samlede erhvervsliv. Brintrøret, som skal forbinde Danmark med Tyskland, bør være klar om fem år. Det vil blive en økonomisk gevinst for begge lande, øge forsyningssikkerheden og være en enorm gevinst for klimaet.

En arbejdsgruppe, som består af fem erhvervs- og interesseorganisationer og en stribe virksomheder, kommer i dag med fem anbefalinger til regeringen og Folketinget forud forhandlingerne om finansiering af en dansk brintinfrastruktur senere på efteråret. Målet for erhvervslivet er, at der inden for en kortere årrække bliver etableret et brintrør gennem Jylland til Tyskland.

Vi har mulighed for at forsyne de energitunge tyske virksomheder med grøn brint, som kan erstatte fossil brint og naturgas. Det vil blive en kæmpe gevinst for klimaet. Det vil vriste Europa fri af afhængigheden af gas, og det vil skabe kolossal værdi for det danske samfund, siger Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri.

Brintrøret vil koste mange milliarder kroner, og det er helt afgørende, at røret bliver finansieret på en måde, så den danskproducerede grønne brint bliver konkurrencedygtig.  Derfor anbefaler de fem organisationer, at politikerne vedtager at yde en statsgaranti - ligesom der blev givet statsgarantier ved byggerierne af Storebælt og Femern-forbindelserne.

Med en statsgaranti kan de statslige selskaber Evida og Energinet, som kommer til at eje brintrøret, optage lån på mere favorable vilkår. Og der er sikkerhed for, at staten vil dække underskuddet, hvis brintrøret i begyndelsen ikke bliver brugt så meget som ventet. Hvis virksomhederne skal tage risikoen alene, kommer vi ikke i gang i tide, siger Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.

Brint bliver en afgørende energibærer i fremtidens grønne samfund. I Danmark har vi gode muligheder for at producere brint af strøm fra solceller og vindmøller. Den grønne brint kan industrien bruge direkte, eller vi kan omdanne den til grønne brændstoffer, som kan tankes på skibe, fly og lastbiler.

Danmark har alle muligheder for at hjælpe den grønne omstilling af Europa på vej. Vindmøllerne kan producere meget mere grøn strøm, end vi selv kan bruge. Vi kan altså blive storeksportør af energi – ligesom Norge er det i dag. Men det kræver blandt andet et brintrør til Tyskland, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

I foråret underskrev regeringerne i Danmark og Tyskland en hensigtserklæring om at etablere et brintrør mellem de to lande. Den aftale skal de meget gerne følge til dørs, så vi får etableret forbindelsen allerede i 2028, mener de fem organisationer.

Det er afgørende for opskaleringen af den danske brintindustri, at vi får bygget brintinfrastruktur, nationalt såvel som udenlandsforbindelser til Tyskland. Notatet og de fem anbefalinger fra en samlet branche viser tydeligt, at der er en stor samfundsmæssig gevinst at hente ved at etablere brintinfrastruktur. Men det kræver, at vi bryder hønen-og-ægget problematikken først og får skubbet markedet i gang. Derfor er det vigtigt, at finansieringsmodellen har fleksible økonomiske rammevilkår, og staten påtager sig en aktiv rolle, så de første brugere ikke skal straffes for at være first movers. Vi skal have fart under den grønne omstilling – og her er brintinfrastruktur en afgørende forudsætning, siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.

Energinet og Evida anslår, at et brintrør gennem Jylland til Tyskland vil give en samfundsøkonomisk gevinst på omkring 60 milliarder kroner frem mod 2060. Dertil kommer, at Danmark vil blive storeksportør af energi, og at der vil blive skabt mange grønne arbejdspladser.

Jeg håber, at regeringen og Folketingets partier vil lytte til anbefalingerne. Brint bliver altafgørende for klimaet, for den europæiske forsyningssikkerhed og for de tusindvis af grønne arbejdspladser, der vil blive skabt i den tilstødende industri, siger Thomas Becker, adm. direktør i STRING.

Arbejdsgruppen bag anbefalingerne:

Følgende virksomheder og organisationer står bag anbefalingerne:

Brintbranchen, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Green Power Denmark, STRING Megaregion, Copenhagen Infrastructure Partners, Crossbridge Energy, Everfuel, Eurowind, GreenGo Energy, GreenLab Skive, H2 Energy, Hydrogen Valley, Norwegian Hydrogen, Plug Power, RWE, Skovgaard Energy, TotalEnergies, Ørsted.

De fem anbefalinger:

  1. Der bør ydes en statsgaranti. Der er risiko forbundet med at etablere et brintrør. Adgang til en statsgaranti sikrer, at ejerne af brintrøret – Energinet og Evida - kan optage lån på de mest favorable vilkår. Det vil også sikre, at et eventuelt underskud bliver dækket, hvis brintrøret bliver brugt mindre end forventet.

  2. Fleksible økonomiske rammer. Der skal være mulighed for, at brintrøret kan drives med underskud i en opstartsfase på minimum 10 år. Fleksibiliteten skal sikre, at de første brugere ikke skal betale en meget høj tarif for at bruge røret, hvis der er få brugere i begyndelsen.

  3. Styrket dansk-tysk aftale om grænseoverskridende brintinfrastruktur. Der skal politisk følges op på hensigtserklæringen om brintinfrastruktur fra marts 2023 mellem Danmark og Tyskland. Der skal være sikkerhed for, at der er politisk opbakning til at realisere en integreret tysk-dansk brintforbindelse i 2028.

  4. Fremtidssikret brintinfrastruktur. Størrelsen på brintrøret betyder noget.  Det jyske transmissionsrør (jysk backbone) bør dimensioneres til minimum 36 tommer. Det svarer til 10 GW brintkapacitet. Jo større røret er, desto mindre risiko er der for, at vi i fremtiden skal lægge et nyt rør, når brintproduktionen stiger.

  5. Konkurrencedygtig brinttransport via mulig statsstøtte. I forlængelse af beslutningen om statsgaranti og fleksibel økonomisk regulering, bør det afdækkes, om der kan ydes direkte anlægsstøtte til etablering af brintinfrastrukturen. Det vil sænke brugerbetalingen og dermed øge konkurrencedygtigheden i de første år, hvor det europæiske brintmarked bliver etableret.

Anbefalinger til finansiering af dansk brintinfrastruktur

pdf

Download

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Underdirektør
Medarbejderprofil