Gemt

Dansk Erhverv: Højt 2040-klimamål i EU kan lægge skinnerne for global grøn omstilling

06. februar 2024

Kommissionen har i dag meldt sit forslag til et 2040-klimamål ud. Med forslaget skal EU reducere sine udledninger med 90 pct.  i 2040 i forhold til 1990-niveau. Dansk Erhverv bakker op om høje europæiske ambitioner, som er afgørende for en omkostningseffektiv omstilling og et marked af grønne teknologier, der kommer danske virksomheder til gavn.  

Global opvarmning og mere ekstremt vejr er en realitet, og samtidig har Ruslands invasion af Ukraine vist, at europæisk afhængighed af fossile brændsler fra tredjelande er en sikkerhedsmæssig trussel. Det er derfor en bunden opgave at mindske europæisk drivhusgasudledning og brug af fossile brændsler.  

I dag er Kommissionen kommet med sit forslag til et reduktionsmål for europæiske drivhusgasudledninger i 2040. Målet skal sætte kursen frem mod klimaneutralitet i 2050. EU’s klimalov har allerede et mål for reduktioner i 2030 på 55 pct. i forhold til 1990 niveau.  

“Vi bakker fuldtonet op om et højt 2040-mål for Europa. Den danske regering med Lars Aagaard i spidsen var først til at melde ud, at der var behov for et højt klimamål i 2040, hvilket siden er bakket op af en lang række lande.  Et ambitiøst fælleseuropæisk klimamål kommer både klimaet og danske virksomheder til gavn. Virksomhederne står parat til at levere de løsninger, der skal bruges for at komme i mål,” siger Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv. 

Dansk Erhverv påpeger, at langsigtede fælleseuropæiske klimamål fremmer en omkostningseffektiv omstilling af de europæiske samfund og understøtter, at omstillingen kan ske, uden at det enkelte lands konkurrenceevne undergraves.  

”Langsigtede mål og et stærkt kvotesystem understøtter en markedsdrevet omstilling til gavn for europæisk konkurrenceevne og vækst. Det kan også hjælpe til at fastholde opbakningen til den grønne omstilling i Europa. For at nå målet skal vi have fart på godkendelsesprocesser for etablering af vedvarende energi, udbygningen af elnettet, men også innovative nye løsninger som fx biosolutions, der kan nedsætte klimaaftryk markant fra materialer som cement, asfalt, plastik og ikke mindst den mad, vi spiser,” siger Ulrich Bang. 

Opfordring før kommende dansk 2035-mål
Kommissionens udmelding i dag er første skridt i at fastlægge vejen til 2040. Det forventes, at Kommissionen i næste periode vil fremsætte et egentligt lovforslag om at fastsætte 2040-målet, og den nødvendige politik for at realisere målet i næste periode.  

“For at nå 90 pct. reduktion i 2040 i Europa kræver det, at alle sektorer bidrager. Derfor opfordrer vi i Dansk Erhverv også til, at kvotesystemet kommer til at omfatte landbrugssektoren, så den enkelte landmænd belønnes for at reducere sine udledninger og benytte klimavenlig teknologi. Samtidig bør der ses på, hvordan den eksisterende landbrugsstøtte i den fælles landbrugspolitik kan målrettes grøn omstilling og udvikling af vores fødevareproduktion og arealanvendelse,” siger Ulrich Bang. 

Dansk Erhverv opfordrer regeringen til at lade sig guide af EU Kommissionens forslag til 2040-mål, når regeringen i 2025 skal sættes sit kommende 2035-mål.  

“Det er vigtigt ikke at skabe en måljungle for virksomhederne. Mål og ambitioner giver retning til virksomheder, der skal træffe investeringsbeslutninger. Derfor skal det være klart, hvor vi er på vej hen. Et ambitiøst klimamål i EU bør bane vejen for Danmarks arbejde med nye danske klimamål efter 2030,” siger Ulrich Bang. 

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil