; ;
Gemt

Dansk Erhverv: NEKST-anbefalinger er et katalog af plug and play-løsninger til hurtigere grøn strøm i Danmark

26. februar 2024

I dag lander anbefalinger fra Den Nationale Energikrisestab (NEKST) om at øge hastighed i udbygningen af vedvarende energi på land.  Dansk Erhverv bakker op om de konstruktive løsninger fra gruppen af virksomheder, kommuner og grønne organisationer og håber på snarlig politisk opfølgning. 

NEKST-arbejdsgruppen for Mere sol og vind på land under ledelse af erhvervskvinden Nana Bule konkluderer, at det er en vigtig opgave at forkorte processen for al den vedvarende energi, der allerede er i støbeskeen, så det ikke bremses på grund af lange sagsbehandlingstider, uigennemskuelige miljøregler, manglende kompetencer eller ressourcer i myndighedsbehandlingen eller lokal modstand.  De giver en lang række anbefalinger til løsninger til at øge tempoet i udbygningen. 

”Der er behov for en politisk opfølgning, der reflekterer, at det her er en krisestab. Langsommelighed i udbygningen er desværre ikke en krise, der løses gennem politiske trylleslag. Vi har et aktivt marked for vedvarende energi, hvor virksomhederne står klar med ansøgninger om at bygge mere grøn strøm. Lige nu strander udbygningen i lange godkendelses- og klageprocesser. NEKST giver konkrete, fornuftige anbefalinger, der vil smøre olie på de tusind små skruer, der udgør den reelle grønne omstilling i Danmark. Det er, hvad der er behov for, og jeg håber, at politikerne tager imod det med kyshånd og følger op hurtigst muligt” siger Ulrich Bang, underdirektør for Klima, Energi og Miljø i Dansk Erhverv. 

Der er allerede fulgt op på dele af NEKST arbejdsgruppens anbefalinger om hurtigere grøn strøm på land gennem en aftale om energiparker, der øger virksomhedernes betaling til lokalområdet, og et lovforslag om hurtigere klageprocesser. Tilbage står særligt udfordringen om kommunal sagsbehandling. Kommunerne skal løfte en stor fælles opgave, hvis den politiske ambition om en firedobling af grøn energi skal realiseres.  

”Der er behov for at hjælpe de kommuner, der lægger areal til vedvarende energi, med den store sagsbehandlingsopgave som en firdobling af grøn strøm i Danmark kræver. Derfor bakker vi fuldt ud op om arbejdsgruppens anbefalinger om, at kommuner kan dele sagsbehandlingen på tværs af kommunegrænser og et styrket statsligt VE-rejsehold, der rent faktisk hjælper med sagsbehandlingen”, siger Ulrich Bang. 

Ny arbejdsmetode 
Den Nationale Energikrisestab (NEKST) er en ny arbejdsmetode, hvor eksperter fra virksomheder, grønne organisationer, embedsværk og kommuner arbejder sammen om løse en konkret udfordring, nemlig at sætte turbo for udbygningen af vedvarende energi på land. 

”NEKST-arbejdet har i vores øjne vist sit værd med disse anbefalinger, som er konkrete, løsningsorienterede og pragmatiske. Det viser, at når virksomheder, organisationer, embedsværk og kommuner arbejder sammen om en helt konkret udfordring, får vi velkvalificeret rådgivning til politikerne, som nyder bred opbakning. Men den ultimative test kommer selvfølgelig i, om politikerne plukker de her lavthængende frugter og følger op hurtigst muligt. Hvis det er tilfældet, så er det bestemt en arbejdsmetode, jeg håber, breder sig til andre områder.”, siger Ulrich Bang. 

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Underdirektør
Medarbejderprofil