Gemt

Ny undersøgelse: Kommunerne konterer administration så forskelligt, at gennemsigtigheden forsvinder

18. januar 2024

En ny undersøgelse af Dansk Erhverv viser, at der er så store forskelle i kommunernes måder at kontere administration på, at det ikke er muligt at sammenligne administrationsudgifter mellem kommuner, over tid i samme kommune eller mellem kommunen og private og selvejende leverandører. Dansk Erhverv vurderer, at der mangler gennemsigtighed i kommunernes økonomi.

Kommunernes økonomi er jævnligt til debat, og senest er det i økonomiaftalen mellem regeringen og KL aftalt, at kommunerne i 2024 skal spare 700 mio. kr. på administration. Kommunernes udgifter til administration, og økonomistyring generelt, har stor betydning for dens private og selvejende leverandører, bl.a. på ældreområdet.

Derfor har Dansk Erhverv undersøgt, hvordan friplejehjem afregnes for administration og sammenlignet med kommunernes egne administrationsudgifter. Det skyldes, at friplejehjemmenes afregningspriser ofte tager udgangspunkt i kommunens egne omkostninger ved at drive et tilsvarende tilbud.

Stor forskel mellem kommune og friplejehjem
Undersøgelsen viser store forskelle mellem kommunernes egne udgifter til administration, og hvad de afregner deres leverandører for i administration.

”Vores undersøgelse viser, at friplejehjem i gennemsnit afregnes for overhead [fælles administration og ledelse] med halvdelen af kommunens egne administrationsudgifter”, forklarer Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv for offentlig-privat samarbejde.

Den største forskel mellem friplejehjemmets overheadprocent og kommunens egne administrationsudgifter i samme kommune er 9,3 procentpoint. Den mindste forskel er 0,25 procentpoint.

Sammenligning udfordres af meget forskellige måder at kontere administration på
De store forskelle mellem friplejehjemmenes overheadprocenter og kommunens egne udgifter til administration skyldes, at kommunerne ikke medregner alle udgifter til administration som en udgift til plejehjemsdrift. Det er ifølge Morten Jung ikke overraskende:

”Det er helt naturligt, at der vil være administrationsudgifter, som ikke skal indgå i friplejehjemmenes overheadprocenter, f.eks. administration til naturbeskyttelse. Derfor er det ikke forskellen i sig selv, der udgør et problem”, siger Morten Jung.

Problemet er derimod, at det ikke er muligt at pege på, om der rent faktisk er relevante administrationsudgifter, der ikke medregnes, og at sammenligneligheden alene mellem kommunerne heller ikke er mulig:

”Uagtet om vi forsøger at sammenligne mellem friplejehjem og kommune eller kun mellem to eller flere kommuner, støder vi på det samme problem. Nemlig at kommunerne konterer administration så forskelligt, at vi simpelthen ikke har indsigt i, hvordan deres udgifter til administration fordeler sig mellem de enkelte forvaltninger”, fortsætter Morten Jung.

Udfordrer gennemsigtighed i kommunernes økonomi
Undersøgelsen viser, at kommunerne konterer administration på flere forskellige funktioner under hovedkonto 6 (administration), imens andre konterer administration til ældreområdet under hovedkonto 5 (sundhed og ældre):

”Vores undersøgelse er faktisk mest af alt et billede på forskellige og ugennemsigtige konteringspraksisser i kommunerne. Når kommunerne ikke anvender samme kontonumre til at kontere principielt identiske udgifter, er det ikke muligt at pege på optimering af vores fælles ressourcer, afregningsprisernes korrekthed eller fordelingen af administration mellem forvaltningerne”, afslutter Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv.

⇒ Læs hele analysenotatet her eller download det nederst på siden ⇓

​​Store forskelle i kommunernes konteringspraksis giver ugennemsigtighed om udgifter til administration og overhead​

pdf

Download

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil