Gemt

Dansk Erhverv roser ny iværksætteraftale: Nu kan vi have fokus på investering, diversitet og tiltrækning af talent

21. juni 2024

Ny aftale vil skabe bedre vilkår for iværksættere i fremtiden og vækker begejstring hos Dansk Erhverv. Aftalen er til gavn for hele Danmark, lyder det fra direktør Brian Mikkelsen, der samtidig roser de politiske forhandlinger på tværs af partier.  

Regeringen har sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fredag præsenteret en aftale, der med en række tiltag skaber nye og forbedrede vilkår for landets iværksættere.

I Dansk Erhverv har vi jublet over regeringens forslag, der blev præsenteret i sidste uge, men den politiske aftale bringer for alvor armene over hovedet med de øvrige aftalepartiers bidrag.  

Det har nemlig ført til en yderligere udskydelse af lagerbeskatningen for børsnoterede virksomheder fra 5 til 7 år, før de rammes af lagerbeskatningen, hvis de ejer mindre end 10 procent.

Ydermere er der afsat 15 millioner kroner mere til aktionærsparekonto og en bedre adgang for iværksættere til offentlige udbud. 

”Det gør et ambitiøst udspil fra regeringen endnu bedre, og det er en stor sejr for dansk erhvervsliv takket være en lydhør regering og opposition. Den danske skattelovgivning har stor betydning for iværksætteres muligheder for vækst, og finder de ikke kapital herhjemme, risikerer vi at miste vigtige virksomheder til udlandet. Aftalen vil derfor være med til at holde virksomheder i Danmark,” siger adm. direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv. 

At aftalen er forankret bredt blandt folketingets partier vækker yderligere begejstring hos Dansk Erhverv, der repræsenterer 18.000 virksomheder. 

”Aftalen sikrer, at flere startups og iværksættere kan blive i landet, selv om de får vokseværk. Det vil komme hele Danmark til gavn. Vi er rigtig glade for det store fokus på adgang til kapital, talent og diversitet. Det giver danske iværksættere bedre rammevilkår for at indfri deres potentiale og på den måde sikre arbejdspladser, vækst og i sidste ende velstand. Det sker nu, og det er meget glædeligt,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. 

Aftalen kommer som nævnt i kølvandet på regeringens præsentation af sin iværksætterstrategi, der blandt andet vil ophæve iværksætterskatten, som er udbytteskat på unoterede porteføljeaktier. Samtidig sker der en udskydelse af fantomskatten samt en lempelse af beskatning på aktionærlån. 

I Dansk Erhverv havde man dog også håbet, at politikerne kunne finde sammen om at sænke aktiebeskatningen, der ville øge investorers incitament til at investere i iværksættervirksomheder og skabe en bedre investeringskultur i Danmark. Den danske aktieavancebeskatning på 42 procent er den højeste på tværs af alle OECD-lande. 

Tiltrækning af udenlandsk talent og kvinder 
Det er også glædeligt, at der kommer fokus på undervisning lige fra grundskole til videnstunge uddannelser, samt at den såkaldte forkerskatteordning lempes for at kunne tiltrække talenter fra udlandet. 

Samtidig har Dansk Erhverv længe kæmpet for et tiltrængt fokus på bedre barselsvilkår, så man som selvstændig mand eller kvinde skal kunne tage barsel og samtidig kunne lede sin virksomhed. Som reglerne er i dag, er både mandlige og kvindelige ejerledere underlagt modstridende regler, der betyder, at enkelte bliver modregnet i deres barselsgodtgørelse, og i det hele taget vil aftalen udvide dagpengeretten og skabe større sikkerhed og tryghed for dem, der springer ud i iværksætteri. 

”Derfor er det meget positivt, at det nu bliver muligt at arbejde 3,5 timer om ugen uden modregning, og at man får større sikkerhed i dagpengesystemet. Det gør først og fremmest, at vi også kan få flere talenter i spil – også de kvindelige iværksættere,” siger Brian Mikkelsen. 

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Domino

Mediechef
Erhvervspolitik & Analyse

Freja Brandhøj

Chef for iværksætterpolitik