Gode grønne takter i bred politisk aftale om ny iværksætterstrategi
Danmark skal være verdens bedste land at starte virksomhed i. Også for de ildsjæle, der udvikler morgendagens grønne teknologier, som skal bringe os i retning af en mere bæredygtig fremtid. Inden for biosolutions har vi i Danmark en underskov af innovative startups, der udvikler løsninger, der kan accelerere den grønne omstilling i mange andre sektorer. Derfor bør de bedst mulige rammevilkår sikres.
Kommentar af: Anne Lerche, sekretariatschef for Alliance for Biosolutions i Dansk Erhverv
I Dansk Erhverv og Alliance for Biosolutions er vi begejstrede for de gode grønne takter, der er i den brede politiske aftale om en ny iværksætterstrategi, som regeringen præsenterede fredag sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
En aftale der med en række tiltag generelt skaber forbedrede vilkår for landets iværksættere. Inklusiv bedre adgang til kapital, mindre bøvl og som bringer flere talenter i spil. I alt er der afsat ca. 2,2 mia. kr. i årene 2024-26 og ca. 1,2 mia. kr. om året fra 2027 og frem.
Særligt positivt er det også, at de grønne innovative iværksættere, herunder iværksættere inden for biosolutions kan forvente et løft.
Styrket adgang til grøn venturefinansiering i EIFO
Dele af den længe ventede iværksætterstrategi tilgodeser nemlig ildsjælene på danske scene for biosolutions. Bl.a. ved at styrke tiltrækningen af og adgangen til kapital. Danmarks Eksport- og Investeringsfond – EIFO – får tilført et kapitalindskud på 2 mia. kr. (18 mio. kr. i 2025 og 35 mio. kr. årligt fremover), der kan bruges til grøn venturefinansiering, herunder biosolutions som er et satsningsområde i EIFO.
Alliance for Biosolutions har tidligere pointeret over for Folketinget, at der er behov for mere risikovillig kapital fra staten til at tiltrække venturekapitalfonde. F.eks. øremærkede midler til biosolutions i EIFO.
Dansk Erhverv, Alliance for Biosolutions og EIFO har før samarbejdet om at styrke forholdene for iværksættere. Billedet her er fra ”Grøn Iværksætterfrokost”, på dette års folkemøde på Bornholm.
Regulatoriske sandkasser til danske styrkepositioner
Et andet vigtigt initiativ er ”regulatoriske sandkasser” for danske styrkepositioner, herunder biosolutions.
Tidligere på måneden anbefalede Klimapartnerskabet for Life Science og Biotek, som både Dansk Erhverv og Alliance for Biosolutions var en del af, at Danmark med fordel kan udnytte sit nuværende gode udgangspunkt inden for biosolutions netop ved brug af konceptet for regulatoriske sandkasser.
Men hvad er det nu lige en regulatorisk sandkasse er for en størrelse? Der findes ikke en officiel definition, men herunder kan du finde en uddybende forklaring.
FAKTA: Hvad er en regulatorisk sandkasse?
- Regulatoriske sandkasser er et forsøg på at fjerne barrierer og accelerere udviklingen af innovative løsninger.
- Udtrykket ”sandkasse” bruges til at beskrive et sikkert, kontrolleret rum, hvor virksomheder kan innovere inden for en afgrænset lovgivningsramme.
- Håbet er, at sandkasser inden for en afgrænset del af en sektor – fx biosolutions - hjælper iværksættere, men også større virksomheder, til i samarbejde med myndigheder at teste, opskalere og komme hurtigere på markedet.
Ifølge juraprofessor på Københavns Universitet Linda Nielsen findes der tre generationer af sandkasser:
Første generation: En klassisk sandkasse
En klassisk sandkasse, der tillader virksomheder at teste og eksperimentere med nye og innovative produkter, tjenester eller forretningsmodeller under opsyn af en tilsynsmyndighed i en begrænset periode. Sandkassen opererer inden for eksisterende regler. Hovedformålet med sandkassen er at muliggøre eksperimenter og test under rådgivning og opsyn af en tilsynsmyndighed. Et eksempel er fintech-området.
Anden generation: Sandkasse med undtagelse
Sandkasse med undtagelse, der tillader virksomheder at teste og eksperimentere med nye og innovative produkter, tjenester eller forretningsmodeller under opsyn af en tilsynsmyndighed i en begrænset periode. Denne sandkasse inkluderer en mulighed for at lave midlertidige undtagelser fra eksisterende regler – normalt nationale regler. Hovedformålet er at muliggøre både rådgivning, opsyn og visse specifikke og velbegrundede afvigelser i samfundets interesse. Denne version er nyere og mere nuanceret end den klassiske sandkasse.
Tredje generation: Sandkasse baseret på EU-regulering
Sandkasse baseret på EU-regulering, der tillader virksomheder at teste og eksperimentere med nye og innovative produkter, tjenester eller forretningsmodeller under opsyn af en tilsynsmyndighed i en begrænset periode. Denne sandkasse inkluderer en specifik juridisk basis i EU-regulering. Formålet er at skabe en ramme for regulering inden for et bestemt område, tema, metode eller produkt. Denne version er en forholdsvis ny form. Eksempler er EU's AI-forordning om kunstig intelligens, EU's DLT-forordning om blockchain og Net-Zero Industry Act.
Læs også:

Dansk Erhverv roser ny iværksætteraftale: Nu kan vi have fokus på investering, diversitet og tiltrækning af talent
Ny aftale vil skabe bedre vilkår for iværksættere i fremtiden og vækker begejstring hos Dansk Erhverv. Aftalen er til gavn for hele Danmark, lyder det fra direktør Brian Mikkelsen, der samtidig roser de politiske forhandlinger på tværs af partier.

Stifter af bio-startup: ”Vi skal op i gear, hvis vi ikke skal miste virksomheder til USA”
Biotech-sektoren spås fra flere sider at blive en ny dansk supersektor. Hvis det skal lykkes, skal rammevilkårene forbedres, så virksomhederne bliver i Danmark. Det var et af budskaberne, da økonomiminister Stephanie Lohse i sidste uge besøgte biotech-virksomhederne Algiecel og Visibuilt.

Dansk Erhverv jubler over ny iværksætterstrategi: Vi skal have fokus på investering, tiltrækning af arbejdskraft og diversitet
Regeringen har præsenteret en ny iværksætterstrategi, der skal løfte den danske iværksætterkultur. Strategien indeholder en række forslag, som Dansk Erhverv længe har efterspurgt.
Kontakt
