Gemt

Casper Klynge: Der er behov for mere europæisk konkurrence om digitalisering

01. marts 2024

Det er forbundet med stor risiko, at få store, amerikanske virksomheder sidder på hele markedet for bl.a. kunstig intelligens. Det satte Dansk Erhvervs vicedirektør Casper Klynge fokus på i Berlingske med en opfordring til, at vi både politisk, i erhvervslivet og som samfund taler mere alvorligt om vores afhængighed af techgiganterne. 

Der er på tværs af Europa en stigende bekymring – både politisk og blandt virksomhederne – for afhængigheden af ikke-europæisk teknologi. Og dermed Europas evne til at stå på egne ben, sikre sund konkurrence og skabe fremtidens vækst og jobs i en digital økonomi. Det skal vi også tale mere om i Danmark. 
 
For det er kritisk og kan i sidste ende betyde, at virksomhederne ikke kaster sig ind i at bruge vigtig teknologi såsom kunstig intelligens, der vil være afgørende fremover. Det er bl.a derfor, at der er behov for, at der kommer flere udbydere – og især europæiske spillere på banen. 
 
»Hvis vi ikke kommer med på AI-bølgen, er jeg helt oprigtigt bekymret for vores fremtid i forhold til at skabe jobs og sikre produktivitetsvækst. Det er det, der skal finansiere vores velfærdssystem,« siger Casper Klynge og tilføjer: 
 
»Men jo mere vi går ind i det, jo mere afhængige bliver vi af teknologi, som ikke er dansk eller europæisk ejet. Og det er vi nødt til at have en mere alvorlig snak om.« 
 
Danske virksomheder skal selvfølgelig bruge de bedste teknologier på markedet. Og vi skal heller ikke lukke os om os selv. Men vi skal sørge for, at Danmark og Europa får en rolle i det digitale århundrede, vi er midt i lige nu. Og det kræver valgmuligheder og konkurrence mellem de teknologier, der bliver afgørende. Og en regulering, der finder en balance mellem nødvendige krav og behovet for at støtte europæisk innovation. 
 
»Vi har kæmpe interesse i at undgå monopollignende tilstande på markedet. For Dansk Erhvervs medlemmer betyder det kolossalt meget, at der er valgmuligheder på teknologiområdet.« tilføjer Klynge. 
 
Der er brug for, at vi diskuterer den vinkel i teknologidebatten, så vi kan sikre, at danske og europæiske virksomheder får de optimale muligheder for at forberede sig på fremtiden.    

Læs hele interviewet af Berlingske her!