Gemt

Sejr for fair konkurrence på hotelmarkedet

05. marts 2024

I årevis har det været blandt de vigtigste målsætninger for Dansk Erhverv og hotellerne, at få skabt fairness i samarbejdet med bookingportalerne. Nu er vi kommet et afgørende skridt videre. Booking.com er nemlig på vej til at blive omfattet af den såkaldte DMA (Digital Marketing Act), der skal sikre, at tech-giganter ikke udnytter deres magtposition til at indføre urimelige vilkår og betingelser for deres brugere.

EU Kommissionen udsendte fredag en pressemeddelelse hvoraf det fremgår, at Booking.com har meddelt kommissionen, at de potentielt opfylder kravene til at være en såkaldt gatekeeper. Det kommer med stor sikkerhed til at betyde, at de såkaldte snævre prisklausuler, hvor hotellerne ikke må udbyde deres værelser billigere på egne hjemmesider end hos bookingplatformene, bliver ophævet.

Er man udpeget som gatekeeper, bliver man nemlig underlagt krav om, at forbrugerne skal have mere indsigt i, hvad der ligger bag algoritmerne, som deres søgninger påvirkes af.

Man er gatekeeper, hvis man opfylder en række objektive kriterier. Det kan blandt andet være, at man har en stærk økonomisk position, en betydelig indvirkning på det indre marked og er aktiv i flere EU-lande, eller at man har en stærk formidlingsposition, hvilket betyder, at man forbinder en stort antal brugere med et stort antal virksomheder.

Nu har Europa-Kommissionen 45 arbejdsdage til at afgøre, om bookingplatformen er en gatekeeper. Hvis det er tilfældet, har Booking.com seks måneder til at overholde kravene i DMA’en, hvilket blandt andet indebærer at ophæve de føromtalte prisklausuler.

Dansk Erhverv har både via samarbejdet i Bruxelles i organisationen Eurocommerce og via Dansk Erhvervs kontor i Bruxelles fulgt sagen tæt igennem mange år. Det er derfor glædeligt, at der nu endelig er nyt i sagen om bookingplatformenes dominans. 

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil