Gemt

Danmark er en unicorn-fabrik – men hvorfor forlader vækstvirksomhederne Danmark?

11. september 2024

Dansk Erhverv har offentliggjort sin årlige analyse af vækstvirksomheder, "Denmark: A Unicorn Factory – But Why Do They Leave?". Analysen trækker på erfaringer fra 9 danske unicorn-stiftere, der peger på flere årsager til deres beslutning om at flytte virksomheden væk fra Danmark.

Lande over hele verden stræber efter at skabe nye unicorn-virksomheder – virksomheder, der når en markedsværdi på 1 mia. dollar eller mere. Og Danmark er utroligt god til disciplinen.

Analysen viser, at Danmark siden år 2000 har produceret to unicorn-virksomheder per million indbyggere, hvilket sætter Danmark foran mange andre europæiske lande inklusiv Storbritannien. 

Men på trods af succesen med at skabe unicorn-virksomheder, så forlader langt størstedelen af de attraktive vækstvirksomheder landet – ofte inden de har nået statussen som unicorn-virksomhed. Tendensen resulterer desværre i store tab af både arbejdspladser, skatteindtægter og innovation.

Mens Danmark klarer det bedre end lande som Storbritannien, Norge, Finland, Holland, Tyskland, Frankrig og Østrig, når det kommer til at skabe unicorn-virksomheder, så halter Danmark langt efter, når det kommer til at fastholde virksomhederne i landet.

Siden årtusindskiftet er 12 unicorn-virksomheder blevet skabt i Danmark, men næsten 70 pct. af dem – 8 ud af 12 – har flyttet hovedkvarteret væk fra Danmark, ofte til USA.  

”Danmark har alle nøgleingredienserne til at bygge fremtidens virksomheder. Vi tilbyder høj livskvalitet, vi er internationalt forbundne, vi har et stærkt uddannelsessystem og en høj grad af sikkerhed. Men på trods af de åbenlyse styrker, forlader alt for mange af vores unicorn-virksomheder landet – ikke mindst når vi sammenligner med vores naboer som Sverige og Finland,” siger Freja Brandhøj, der er chef for iværksætteripolitik hos Dansk Erhverv.

”Vi er som samfund nødt til at adressere udfordringen, for det hæmmer vores fremtidige vækst og velfærd. De 10 danske unicorn-stiftere, der har bidraget til vores analyse, understreger det presserende behov for bedre rammevilkår for unge vækstvirksomheder. De efterspørger reformer, der kan styrke adgangen til talent, finansiering og innovation og fremme iværksætterkulturen. Det er helt afgørende, at vi lytter til dem,” siger Freja Brandhøj.

Nøgletal fra analysen

  • Der er blevet stiftet 2 unicorn-virksomheder per million danskere siden år 2000. Det er højere end både Storbritannien (1,8) og Finland (1,3).
  • I Sverige er der blevet stiftet i alt 31 unicorn-virksomheder i perioden. I Danmark er det kun 12.
  • Danmark har 7,7 ”rising unicorns” per million danskere. Det er højere end Norge (6,7), Sverige (7,2) og Finland (4,5).
  • Unicorn-stifterne peger på bedre adgang til udenlandske talenter og bedre muligheder for warrants som de mest afgørende faktorer for at fremme nye unicorn-virksomheder.
  • 8 ud af 12 unicorn-virksomheder, der er stiftet i Danmark, har flyttet deres hovedkvarter ud af landet.
  • 67 pct. af de danske unicorn-virksomheder er flyttet ud af Danmark, mens kun 6 pct. er flyttet ud af Sverige.
  • 6,6 pct. af danskere i alderen 18-64 er nye iværksættere. Tallet er lavere end Norge (6,9 pct.) og Sverige (9,3 pct.).
  • Bedre adgang til udenlandske talenter og bedre betingelser for børsnoteringer rangerer som de mest afgørende faktorer for at beholde unicorns i Danmark.

Unicorn analyse 2024

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Freja Brandhøj

Chef for iværksætterpolitik
Kommunikation & Presse

Andreas Lønstrup

Pressekonsulent