;
Gemt

Mød et medlem: Vitec MV vil udligne de sproglige barrierer på arbejdsmarkedet med digitalisering

30. april 2025

I et digitaliseret arbejdsmarked, hvor skriftlighed er en kernekompetence i mange job, risikerer medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder at blive sat bagud. Vitec MV vil udligne disse forskelle og spare medarbejdere op til 90 timer årligt.

Vitec MV arbejder for at mindske den stigmatisering, som ordblinde mødes af i arbejdslivet og i uddannelsessystemet. Hans-Erik Schou, CEO i Vitec MV, husker tydeligt, hvordan elever med læse- og skrivevanskeligheder i hans ungdom ofte blev stemplet som “de dovne eller dumme” og sat på bagerste række i skolesystemet. 

“Den stigmatisering vil vi gerne være med til fuldstændigt at fjerne, og skabe bedre vilkår for alle. Sproget er en styrke, som alle skal have lige adgang til.” 

Vitec MV’s kunder oplever, at ordblinde medarbejdere ofte føler sig utilstrækkelige eller udenfor i virksomhederne, fordi de, når de bliver konfronteret med sproglige opgaver, møder en barriere, som er svær at overkomme – og endnu sværere at dele med andre. 

”Ordblinde på min alder – midt i 50’erne – har gennem hele livet lært at klare sig. Mange udvikler strategier, hvor man simpelthen udsætter de skriftlige opgaver, indtil man kan få hjælp af en kollega, ægtefælle eller en ven. Hvis man kan aftabuisere og give de ordblinde de rette redskaber til at tackle disse barrierer, stiger både arbejdsglæden og produktiviteten. Netop det kan IntoWords.” 

IntoWords sparer op til 90 timer for én medarbejder 

IntoWords er en platform udviklet af Vitec MV, og ifølge en analyse fra Cabi sparer medarbejdere, der bruger IntoWords, mellem 12 og 25 minutter om dagen – svarende til 43 til 90 timer om året. Hans-Erik fastholder dog, at IntoWords’ vigtigste bidrag er, at mange medarbejdere oplever, at få større selvtillid og arbejdsglæde: "Når medarbejdere får de rette værktøjer, vokser deres selvtillid, og det kan mærkes både i deres trivsel og i hele virksomhedens kultur.” 

IntoWords kan downloades som en app til computer, telefon eller tablet. I modsætning til Vitec MV’s tidligere platform, CD-ORD, er IntoWords platformsuafhængig, hvilket vil sige at den fungerer både online og offline på tværs af enheder og i næsten alle programmer – lige fra mail og browser til Word og PowerPoint. 

Hans-Erik forklarer, at en af Vitec MV’s kerneværdier er brugervenlighed: “De lette løsninger vinder altid på den lange bane. Den værdi afspejles i IntoWords, som samler en lang række funktioner i ét enkelt ikon, som kan foldes ud og bruges på tværs af brugerens programmer.” IntoWords tilbyder blandt andet tekstoplæsning, ordbogssøgning, ordforslag og en “tale-til-tekst”-funktion, der gør skriftlige opgaver lettere ved i realtid at omdanne tale til tekst. IntoWords kan også hjælpe med grammatik og oversættelse, hvilket gør den nyttig – ikke kun for medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder, men også for dem, der hurtigt skal oversætte eller korrekturlæse en tekst. 

Ifølge OECD har 18 % af den voksne danske befolkning store læse- og skrivevanskeligheder, ofte på grund af ordblindhed. “Der er medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder i alle brancher,” forklarer Hans-Erik, og påpeger at deres kundebase er meget bred og favner både finanssektoren, industrivirksomheder, statslige institutioner og kommuner. 

Ud over den førnævnte effektivisering er det ifølge Hans-Erik fælles for mange af de virksomheder, der bruger IntoWords, at de får lettere ved at fastholde deres medarbejdere. 

“Loyaliteten fra medarbejderne stiger, når de bliver anerkendt til trods for, at de har en udfordring. Derudover oplever virksomhederne også, at medarbejdere, der begynder at bruge IntoWords, får større lyst til at deltage i kurser og efteruddannelse, hvilket styrker virksomhedens kompetencer,” forklarer Hans-Erik. Han tilføjer, at en anden styrke ved at have IntoWords integreret på arbejdspladsen er, at det giver virksomheder mulighed for at rekruttere bredere, fordi ordblindhed ikke længere udgør en barriere i rekrutteringsprocessen. 

AI – med- eller modspiller? 

Vitec MV opfatter ikke sprogmodeller som eksempelvis ChatGPT som en konkurrent til IntoWords. “En af vores styrker er, at IntoWords er integreret direkte i dine programmer og fungerer som en assistent, der følger med ‘over skulderen’ og løbende hjælper dig med at læse og skrive.” 

Derudover er IntoWords specifikt designet til at hjælpe folk med læse- og skrivevanskeligheder. Hans-Erik forklarer, at folk med ordblindhed eksempelvis ofte vil skrive “sjokolade” frem for “chokolade”. En almindelig sprogmodel vil i et sådant tilfælde ofte foreslå “sj”-ord, imens IntoWords er programmeret til at opfange og genkende ordblindes stavemønstre. Dette gør IntoWords mere effektiv for ordblinde sammenlignet med andre sprogmodeller. 

“I Vitec MV har vi brugt AI i udviklingen af vores programmer i mange år, og vi ser således ikke AI som en konkurrent, men som en medspiller, idet AI-udviklingen hele tiden gør vores produkter bedre og bedre.” 

Vitec MV er dog meget varsomme med hvilken AI de anvender, og hvor de opbevarer deres data. Hans-Erik beskriver, at der kommer stigende krav fra virksomheder og statsinstitutioner om dataopbevaring, og at de derfor lige nu arbejder på at flytte al deres IT-drift inden for EU’s grænser inden udgangen af 2025. 

Vitec Software Group 

Vitec MV er en del af den førerende svenske software koncern Vitec Software Group, som har hovedsæde i Umeå og er børsnoteret i Stockholm på Nasdaq. Virksomheden blev stiftet i 1985 af to Ph.d.-studerende ved Umeå universitet, som udviklede en software målrettet ejendomsmæglerbranchen. Siden da er koncernen vokset sig større og rummer i dag over 45 forskellige forretninger under samme tag og en samlet omsætning på 2,4 mia. danske kroner i 2024. Vitecs forretningsportefølje består udelukkende af softwarevirksomheder, men de løsninger, som skabes spænder bredt på tværs af sektorer – lige fra løsninger målrettet autoværksteder til finanssektoren. 

Mød Vitec MV’s CEO – Hans-Erik Schou 

Hans-Erik Schou er CEO for Vitec MV. Han har en MBA i strategi og ledelse fra Business Institute i Nordjylland samt over 20 års erfaring i IT-sektoren, hvor han tidligere har haft stillinger hos HP, Canon og Atea. Når Hans-Erik ikke er at finde hos Vitec MV, engagerer han sig i Team Rynkeby hvor han både sidder i styregruppen, og cykler til Paris. 

Kontakt

Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination

Poul Noer

Fagchef for digital infrastruktur
Medarbejderprofil