;
Gemt

Dansk Erhverv: Ambitiøst 2040-klimamål styrker Europas sikkerhed og grønne vækst

02. juli 2025

EU-Kommissionen har i dag meldt sit forslag til et 2040-klimamål ud. Kommissionen foreslår en 90 pct. reduktion i 2040. Dansk Erhverv bakker op om målet, som er afgørende for at bidrage til et energiuafhængigt og grønt Europa.

Ulrich_Bang

EU-Kommissionen har i dag fremlagt sit forslag til et 2040-klimamål. Forslaget indebærer, at EU reducerer drivhusgasudledningerne med 90 pct. i 2040 sammenlignet med 1990-niveauet. Dansk Erhverv bakker fuldt op om det ambitiøse mål. 

”Et fælleseuropæisk klimamål på 90 pct. i 2040 vil styrke Europas energiuafhængighed, forbedre forsyningssikkerheden og fremme investeringer i grønne løsninger. Det er til gavn for både klimaet, europæiske borgere og danske virksomheder,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv. 

Dansk Erhverv fremhæver, at langsigtede klimamål er afgørende for at sikre en omkostningseffektiv omstilling. Samtidig understøtter fastsættelsen af et 2040-mål, at virksomhederne kan træffe klare og fremtidssikrede investeringsbeslutninger. 

”Det europæiske kvotesystem og et klart mål for 2040 skaber den forudsigelighed, som er nødvendig for at mobilisere investeringer i grønne teknologier. Danske virksomheder står stærkt i kapløbet om at levere løsninger inden for fx energieffektivisering, vedvarende energi og biosolutions,” siger Ulrich Bang. 

Ruslands invasion af Ukraine har tydeliggjort Europas sårbarhed over for fossile brændsler fra tredjelande. Derfor er det ifølge Dansk Erhverv afgørende, at den grønne omstilling også ses som en sikkerhedspolitisk prioritet. 

”Et grønt energisystem baseret på europæiske ressourcer gør os ikke bare mere klimavenlige, det gør os også mere uafhængige og sikre. 2040-målet er et vigtigt skridt mod et Europa, der både er klimaneutralt og energimæssigt selvforsynende,” siger Ulrich Bang. 

Samtidig understreger Dansk Erhverv, at elektrificeringen af energiforbruget i hele Europa spiller en central rolle i at nå målet og i at understøtte europæisk konkurrenceevne. 

”Et ambitiøst klimamål for 2040 kan kun realiseres via en massiv elektrificeringsindsats. Og en bred elektrificering af transport, industri og bygninger baseret på vedvarende energi er nøglen til lavere energiomkostninger, styrket konkurrenceevne og øget forsyningssikkerhed. Det er ikke bare godt for klimaet, men også for Europas erhvervsliv og arbejdspladser,” siger Ulrich Bang og forsætter:  

”Vi ser elektrificeringen som den centrale motor i Europas grønne omstilling. Derfor er det helt afgørende, at EU-Kommissionen leverer stærke initiativer, der kan accelerere elektrificeringen på tværs af sektorer. Vi ser bl.a. frem til den kommende Electrification Action Plan og Grids Package, som bliver afgørende for at skabe de rette rammer for mere elforbrug baseret på vedvarende energi. Hvis vi skal nå 2040-målet om 90 procents reduktion, skal der handles nu, og de to initiativer bliver nøgleværktøjer.”

Dansk Erhverv opfordrer samtidig til, at alle sektorer bidrager til målet, herunder landbruget, og at EU i den kommende politiske periode omsætter ambitionerne til konkret lovgivning og virkemidler. 

”Skal vi nå 90 pct. CO2-reduktion i 2040, kræver det hurtigere godkendelser af VE-projekter, en omfattende elektrificering og nye grønne teknologier i hele værdikæden. Men det kræver også, at alle sektorer bidrager, herunder landbruget. Hvis ikke landbruget leverer sin del, bliver Europas grønne omstilling dyrere end nødvendigt. Derfor er det afgørende, at landbruget fremover omfattes af kvotesystemet, så den enkelte landmand får et økonomisk incitament til at reducere sine udledninger og investere i klimavenlige løsninger,” siger Ulrich Bang. 

Læs også

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil