;
Gemt

Klog melding fra regeringen om digital suverænitet, men der er brug for mere EU

11. juni 2025

Dansk Erhverv byder regeringens melding om fremme af digital suverænitet i den offentlige sektor velkommen. For første gang nogensinde er digital suverænitet en del af den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2026-2029, der er udarbejdet i samarbejde med KL og Danske Regioner. Der er dog stærkt brug for en fælles EU-indsats for at løfte de store opgaver, der følger af forskydninger i de store tektoniske plader i det geopolitiske landskab, understreger Dansk Erhverv. 

Digitaliseringsministeren vil med den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi styrke den digitale suverænitet. Det skal bl.a. ske ved at analysere udvalgte myndigheders teknologivalg, fremme overblik over alternative udbydere og digitale tjenester samt skabe øget konkurrence. 

”Det fortjener ros, at regeringen, KL og Danske Regioner i de kommende år vil fokusere på digital suverænitet og nu tager skridt i denne retning. Man kan diskutere de konkrete tiltag, men det har været et forsømt område, som nu står til at få den politiske opmærksomhed, som Dansk Erhverv gennem flere år har efterlyst. Både pga. den geo- og sikkerhedspolitisk situation, men også af hensyn til vores innovations- og konkurrenceevne, er Danmark og Europa nødt til at kunne mere selv,” siger Nikolaj Juncher Wædegaard, underdirektør i Dansk Erhverv. 

Udfordringer og løsninger kræver EU-samarbejde  
Udfordringerne hænger tæt sammen med både de store teknologiske spring inden for fx AI, cloud og kvanteteknologi og de geopolitiske forskydninger, der sker i disse år, og de må derfor angribes i dette perspektiv og løses i fællesskab. 

”Manglende investeringer i teknologi og udvikling af digitale kapaciteter er en af EU's fundamentale udfordringer, når det kommer til både digital ansvarlighed, uafhængighed, sikkerhed og konkurrenceevne. Det handler om at skabe mere europæisk og dansk teknologi fremadrettet, uden at det betyder en afkobling af det transatlantiske samarbejde inden for teknologi. Det er ikke et enten/eller men et både/og,” fortsætter Nikolaj Juncher Wædegaard.  

Konkret har Dansk Erhverv i sit seneste EU-udspil peget på, at der er behov for at føre industripolitik på europæisk niveau på udvalgte sektorer inden for de kritiske teknologier. 

”Det er klogt – og desværre nødvendigt - at regeringen sætter fokus på digital suverænitet. Vi ser gerne, at man følger op med initiativer på europæisk niveau. Dansk Erhverv foreslår bl.a., at 25 pct. af EU's budget skal øremærkes investeringer i teknologi. Desuden tilslutter vi os mange af tankerne i EuroStack-initiativet, der både er offensivt med prioritering af europæiske teknologier i offentlige udbud og samtidig erkender at digital selvforsyning hverken er muligt eller ønskværdig,” siger Nikolaj Juncher Wædegaard. 

Kontakt

Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination

Nikolaj Juncher Wædegaard

Underdirektør
Medarbejderprofil
Presse

Jesper Ingemann

Pressekonsulent