;
Gemt

Trecifret millionbeløb på vej til kvindelige iværksættere

17. marts 2025

Frem mod 2030 kan kvindelige iværksættere hente op mod 250 millioner kroner fra Danmarks Eksport- og finansieringsfond og private investorer gennem ny finansieringsordning. Dansk Erhvervs chef for iværksætteri kalder det et betydeligt skridt mod mere ligestilling i det danske iværksættermiljø.

Nu bliver det nemmere for kvindelige iværksættere at få adgang til risikovillig kapital.

For Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har lanceret en ny matchfinansieringsordning, hvor kvinder med iværksætterdrømme kan hente op mod 250 millioner kroner i finansiering fra EIFO og private investorer frem mod 2030.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.

Ordningen kommer som led i implementeringen af Iværksætteraftalen fra juni 2024. En aftale, som skal skabe bedre vilkår for iværksættere – herunder blandt andet styrke kvinders adgang til kapital.

Iværksætterland i verdensklasse
Den nye matchfinansiering indebærer, at EIFO yder et særligt risikovilligt lån, der matcher den kapital, som private investorer skyder ind i en virksomhed. For at kvalificere sig til denne finansiering skal mindst én af stifterne i virksomheden være kvinde.

Der er afsat 117,5 millioner kroner fra 2025 til 2030 til matchfinansieringsordningen. Sammenlagt med kapital fra private investorer kan kvindelige iværksættere samlet set opnå op mod en kvart milliard kroner i finansiering.

I pressemeddelelsen understreger erhvervsminister Morten Bødskov vigtigheden af at få flere kvindelige iværksættere i Danmark for at styrke landets position som et iværksætterland i verdensklasse.

Han pointerer, at manglen på kvindelige iværksættere ikke skyldes dårligere idéer eller forretningsmodeller blandt kvinder, men snarere en strukturel udfordring i adgangen til kapital. Ved at styrke kvinders adgang til risikovillig kapital sikrer samfundet, at talentmassen udnyttes fuldt ud, hvilket kan føre til flere gode idéer, arbejdspladser og vækst, lyder det endvidere.

Ligestilling på iværksætterscenen
Hos Dansk Erhvervs chef for iværksætteri Freja Brandhøj vækker den nye ordning stor glæde. For den er et vigtigt skridt mod at skabe ligestilling i iværksættermiljøet og skabe bedre rammer for kvindelige iværksættere:

“Vi har uendeligt mange talenter i Danmark – både blandt mænd og kvinder, men hos kvinderne mangler vi simpelthen nogle bedre rammer til, at de får taget springet. Med regeringens nye satsning via EIFO bliver barrieren endnu lavere, og vi får sat skub i iværksætteriet – også blandt kvinder. Det er rigtig godt!" siger hun og tilføjer:

”Den nye finansieringsmulighed repræsenterer et betydeligt skridt mod at skabe mere ligestilling i det danske iværksættermiljø og sikre, at kvindelige iværksættere får de nødvendige ressourcer til at realisere deres forretningsidéer.”

Matchfinansieringsordningen er en del af en bredere strategi for at øge diversiteten i dansk erhvervsliv. EIFO har tidligere rapporteret, at de i 2023 investerede mere i virksomheder med kvindelige stiftere end året før, men at der stadig er potentiale for at øge mangfoldigheden yderligere. 

Kontakt

Iværksætteri

Freja Brandhøj

Chef for Iværksætteri og Regelforenkling
Medlemskommunikation

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent