Ny milliardfond er godt springbræt for at styrke dansk kvanteteknologi
Med en milliardinvestering i den nye fond 55 North kommer Novo Holdings og EIFO med et meget vigtigt finansielt løft til det kvanteteknologiske område, som Danmark er førende indenfor. Et område som står til at blive en central teknologi i de kommende år for både sikkerhed og konkurrenceevne. Dansk Erhverv er glade for saltvandsindsprøjtningen, da området savner endnu flere investeringer.
Erhvervsministeren, Forsvarsministeren og Forsknings- og Uddannelsesministeren har i dag stået i spidsen for lanceringen af fonden 55 North sammen med Novo Holdings og EIFO. Fonden skal investere i lovende kvanteteknologiske virksomheder i Danmark, Europa og globalt. Dansk Erhverv ser initiativet som et stærkt skridt mod, at Europa kan stå stærkere i forhold til USA og Kina, og at Danmark har styrkerne til at blive en international topspiller:
“Man skal vælge sin kampe med omhu. Kvanteteknologi er en regulær dansk styrkeposition, hvor vi kan vinde. Derfor er det positivt, at vi ser et ambitionsniveau, der matcher den virkelighed, vi står i. Med 55 North baner Novo Holdings og EIFO vejen for, at Danmark stadig kan være med helt fremme i at udvikle en af de kommende vigtigste teknologier, som bliver afgørende for vores sikkerhed, uafhængighed og innovationskraft,” siger Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv.
Han understreger, at Danmark især på grund af sin forskningstradition står stærkt inden for udvikling af kvanteteknologi – men der er også et akut behov for mere kapital:
“Danske kvantevirksomheder har brug for vækstkapital, hvis de skal blive i Danmark. Vi har forskningen, talentet og iværksætterne – men vi mangler den risikovillige kapital, som USA og Kina allerede har mobiliseret massivt. Den er helt afgørende for at vores små iværksættervirksomheder kan skalere. Derfor er lanceringen af fonden i dag er et rigtig godt skridt, der baner vejen, og dem skal vi have flere af,” siger Jakob Ellemann-Jensen.
For Europa er i dag stadig afhængig af kritisk teknologi fra især USA og Kina - og når amerikanske private investeringer i kvanteteknologi er seks gange større end i EU, understreger det behovet for markant flere europæiske investeringer:
“Kvanteteknologi er den næste strategiske infrastruktur – på linje med energi, forsvar og kunstig intelligens. Det er her, næste generations magtbalancer bliver afgjort. Økonomisk. Militært. Værdimæssigt. Men uden investeringer kan vi ikke dække de høje forskningsomkostninger, accelerere kommercialiseringen eller omsætte forskningen til virksomheder, arbejdspladser og global konkurrenceevne,” siger Jakob Ellemann-Jensen.
Andre læser

EU’s kvantestrategi er et lille skridt i den rigtige retning – men desværre ikke det nødvendige kvantespring
Kvanteteknologi er på højde med AI, som et af de vigtigste tech-områder i kommende år, men EU’s netop lancerede kvantestrategi, skubber de største regulerings- og investeringsbeslutninger til Quantum Act i 2026. Det gør strategien til en tynd kop the for et område, der i stedet har brug for proteindrik. Europa risikerer at tabe næste teknologikapløb, advarer Dansk Erhverv, der efterlyser markant større ambitioner, investeringer og handling nu.

Serieiværksætter: Kvanteteknologi kan blive Danmarks næste væksteventyr, men det kræver kapital og en kulturændring
Danmark er verdensførende på forskning i kvanteteknologi, men halter bagefter, når forskningen skal gøres til forretning. Hvis det skal ændre sig, skal der ifølge serieiværksætter og ph.d. i kvantefysik Jonatan Kutchinsky skabes en stærkere iværksætterkultur og sikres flere investeringer.
Kontakt
