Spring til indhold

Dansk Erhverv: Tænk dansk erhvervsliv ind i NATO-krav om samfundssikkerhed

22. april 2026

Når NATO-kravet om at bruge 1,5 pct. af BNP på samfundssikkerhed og resiliens skal udmøntes, foreslår Dansk Erhverv at benytte tre konkrete principper.

Thomas Nissen fra Dansk Erhverv
Der er brug for tænke dansk erhvervsliv ind i Nato-kravene om samfundssikkerhed, lyder det fra Dansk Erhverv.

For knap et år siden blev det besluttet, at NATO-medlemslandene frem mod 2035 skal anvende 1,5 pct af BNP på at styrke resiliens, civilberedskab og samfundssikkerhed.

For Danmark vil de 1,5 pct. af BNP udgøre et betydeligt beløb på omkring 44 milliarder kr. årligt, som supplerer de 3,5 pct, der skal gå til de militære forsvarskapaciteter.

NATO-kravet om samfundssikkerhed markerer dermed en af de største samlede investeringer i national sikkerhed og beredskab i nyere tid. Derfor anbefaler Dansk Erhverv, at regeringen fastlægger et sæt overordnede principper for, hvordan midlerne anvendes, så investeringerne understøtter både sikkerhed og dansk erhvervsliv.

”Beslutningerne giver Danmark en unik mulighed for at styrke vores civile beredskab, vores kritiske infrastruktur samt industri- og innovationskraft inden for samfundssikkerhed. Men det forudsætter en målrettet og strategisk udmøntning, der sikrer strukturelle kapacitetsløft og varige resiliensforbedringer, som også gavner dansk erhvervsliv og teknologiudvikling,” siger Thomas Nissen, fagchef for Forsvar og Beredskab i Dansk Erhverv.

Dansk Erhvervs forslår følgende principper for udmøntningen af NATO-kravet:

  • Investeringer bør give et tydeligt erhvervsaftryk

Investeringerne bør udmøntes på en måde, der giver danske virksomheder reel adgang til markedet gennem bl.a. teknologisk ejerskab og strategiske partnerskaber. Ved at målrette investeringerne kan Danmark sikre, at ressourcerne omsættes til reelle styrkepositioner, der både øger samfundets sikkerhed og understøtter dansk erhvervslivs konkurrencekraft.

  • Udarbejdelse af en ny national sårbarhedsanalyse af kritiske sektorer

Analysen skal fungere som et fælles beslutningsgrundlag for at lukke huller i kritiske sektorer, og samtidig bør principper for resiliens indgå i alle nye, større anlægsprojekter inden for energi- og digitaliseringsprojekter.      

  • Langsigtede offentlige investeringer i kritiske kapaciteter

Investeringer i grøn energi, energiinfrastruktur, teleinfrastruktur og dansk energiteknologi bør indgå som en central del af udmøntningen af de 1,5 pct. af BNP.

”Dansk erhvervsliv spiller en nøglerolle i at vedligeholde og styrke samfundets modstandskraft. Erhvervslivet udgør selve infrastrukturen for energi, transport, logistik, digital kommunikation, betalinger og forsyning. Samtidig rummer Danmark en række styrkepositioner, som kan bringes i spil for at styrke både den nationale resiliens og vores bidrag til NATO. Men uden tydelige principper risikerer Danmark, at indsatsen bliver fragmenteret, at effekten bliver kortsigtet, og at danske virksomheder ikke får mulighed for at levere løsningerne,” siger Thoms Nissen.

Der foreligger endnu ikke konkrete retningslinjer fra NATO for, hvordan de 1,5 pct. skal opgøres. Det forventes dog, at kravet formentlig vil omfatte alle de investeringer i national sikkerhed og beredskab, som ikke direkte falder ind under det militære forsvar.

Læs mere her.

Andre læser

Nyhed

Dansk Erhverv: Totalberedskab kræver et stærkt samspil mellem stat og erhvervsliv

Regeringens udmelding om at ruste Danmark til et styrket totalberedskab er et alvorligt, men også nødvendigt skridt i en stadig mere usikker tid. Danske virksomheder bidrager allerede i dag til at øge den danske robusthed, men det er rettidig omhu at se nærmere på, hvordan rammerne for og finansieringen af et styrket dansk totalberedskab bør se ud, lyder det fra Dansk Erhverv.

Nyhed

Alle virksomheder har noget på hylderne, der kan hjælpe Danmark i en krise

Geo- og sikkerhedspolitiske spændinger og klimaforandringer stiller det nationale beredskab over for en ny og uforudsigelig virkelighed. Vores beredskab skal være bedre forberedt og koordineret, hvis vores infrastruktur og forsyningskæder rammes. Formålet med non-profit organisationen, Virksomhedsberedskabet, er at skabe en formaliseret bro mellem det nationale beredskab og de ressourcer af materiel og ekspertise, der findes i dansk erhvervsliv. Ifølge initiativtager og Falck-CEO Jakob Riis, er det første, simple bidrag fra en virksomhed at blive medlem og dele, hvilke ressourcer og kapaciteter, man har på hylderne.

Kontakt

Forsvar og Beredskab

Thomas Nissen

Fagchef for Forsvar & Beredskab