Spring til indhold

Dansk Erhverv: Klimarådets statusrapport er et vidne om en for ensidig dansk klimastrategi

26. februar 2026

Klimarådets nye statusrapport viser, at mens 82-procentsmålet i 2035 er anskueliggjort, så er 70-procentsmålet i 2030 det ikke længere. Dansk Erhverv påpeger, at Danmark bør lade sig inspirere af Kinas fokus på at opnå energiuafhængighed med en massiv og strategisk elektrificering af samfundet, som udover sikkerhed og konkurrencedygtige energipriser giver konkrete klimareduktioner. 

Ulrich Bang
Det er et wakeup-call, og man bør fremadrettet overveje, hvordan man kan få en mere robust implementering og nok også bredere tilgang til, hvilke nye teknologier der satses på.

Klimarådets nye statusrapport sender et klart signal: Danmarks 70-procentsmål i 2030 er ikke længere anskueliggjort, mens 2035-målet er det. Dansk Erhverv advarer mod en ensporet klimastrategi, som ikke også tager højde for vores sikkerhed og har fokus på, hvordan vi opnår energiuafhængighed. 

“Klimarådets rapport sætter to meget tydelige streger under, at implementeringsindsatsen har været for vag, og at der har været for mange skiftende meldinger. Det er helt afgørende, at sikkerhed og energiuafhængighed bliver et centralt omdrejningspunkt. Hvis man vil sikre en reel omstilling, går det ikke at signalere uklarhed om, hvorvidt vi for eksempel skal have gassen ud af opvarmningen. Den slags usikkerhed bringer 2030-målet i fare. Det er afgørende, at vi ikke gentager samme tilgang frem mod 2035. Her skal langsigtede og klare politiske meldinger være i centrum,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv.

“Klimarådet vurderer samlet, at 70-procentsmålet i 2030 ikke længere er anskueliggjort, men at 2035-målet er det. Det skyldes blandt andet manglende reduktioner fra CCS-udbuddet på kort sigt. Det er et wakeup-call, og man bør fremadrettet overveje, hvordan man kan få en mere robust implementering og nok også bredere tilgang til, hvilke nye teknologier der satses på,” siger Ulrich Bang.  

Ulrich Bang peger samtidig på, at svaret ikke alene er at finde en ny teknologisk ‘silver bullet’, men at accelerere den brede omstilling af energiforbruget. 

“Hvis vi skal reducere risikoen, skal vi have langt mere fart på elektrificeringen og energieffektiviseringen af Danmark. Det gælder industri, transport og opvarmning. Elektrificering og energieffektiviseringer er gennemprøvet og en skalerbar vej til reduktioner – og den reducerer samtidig vores afhængighed af importerede fossile brændsler samt forbedrer vores konkurrenceevne,” siger Ulrich Bang og forsætter: 

“Her bør danske politikere se mod Kina og stille sig selv det ærlige spørgsmål: Hvad har de gjort? De har arbejdet strategisk, langsigtet og konsekvent med investeringer, infrastruktur og incitamenter. Vi skal ikke kopiere Kina på alle områder, men vi skal lære af tempoet og handlekraften, når det handler om energiomstillingen, hvor man opnår sikkerhed, energiuafhængighed og konkurrencedygtige energipriser samtidig med, at man nedsætter CO2-udledning og bekæmper luftforureningen, der ellers kvalte de kinesiske storbyer.” 

Samtidig peger Klimarådet på, at der er usikkerhed om reduktionerne fra landbruget. Den usikkerhed må ikke føre til, at regningen sendes videre til danskerne eller andre sektorer, understreger Dansk Erhverv. 

“Hvis landbruget ikke leverer de reduktioner, der er aftalt, må løsningen ikke være, at man henter endnu dyrere reduktioner i erhvervslivet eller transportsektoren. Det vil være skadeligt for dansk samfundsøkonomi og for virksomhedernes konkurrenceevne. Dansk erhvervsliv har allerede påtaget sig ansvar og er underlagt CO2-afgifter og regulering. At skrue yderligere op for omkostningerne i de sektorer, der konkurrerer internationalt, risikerer at flytte arbejdspladser og investeringer ud af landet – uden at det gavner klimaet globalt,” siger Ulrich Bang. 

Dansk Erhverv understreger, at det er afgørende, at alle sektorer lever op til de politiske aftaler.

Klimarådet vurderer samtidig, at 2035-målet på 82 pct. reduktion er anskueliggjort, men anbefaler, at regeringen konkretiserer vejen frem og håndterer de centrale risici. 

“Statusrapporten viser, at vi stadig kan nå i mål – men kun hvis vi styrker implementeringen, spreder risikoen og fører en klimapolitik, der både er ambitiøs og økonomisk ansvarlig. Vi har brug for flere ben at stå på end en enkelt teknologi,” siger Ulrich Bang. 

Andre læser

Nyhed

Dansk Erhverv: Voldsom dyr Energiø Bornholm er ikke et eksempel til gentagelse

Regeringen og Folketinget har indgået en aftale om Energiø Bornholm, der samtidig indebærer, at Danmark og Tyskland deler finansieringen af det historiske havvindsprojekt. Aftalen er et vigtigt skridt for europæisk energisamarbejde, styrket forsyningssikkerhed og øget energiuafhængighed. Samtidig understreger Dansk Erhverv, at Energiø Bornholm er et særdeles dyrt projekt, hvis positive effekt højst sandsynligt kunne være realiseret langt billigere.

Nyhed

Dansk Erhverv: Danmark må lære af Kina for at genvinde den grønne førerposition

Europa og Danmark har på få år mistet afgørende terræn i den globale konkurrence om fremtidens grønne teknologier, mens Kina er ved at indtage førersædet. Det udfordrer både vores sikkerhed, økonomi og grønne omstilling. Skal førerpositionen genvindes, kræver det, at vi tør lære af Kina.

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør