Danskerne holder fast i rejseplaner trods dyrere brændstof
Der er sommersol og varme i Danmark og i Europa. Et flertal af danskerne fastholder deres rejseplaner for sommeren på trods af uro i Mellemøsten og stigende brændstofpriser, og 4 ud af 10 danskere vil igen i år tage på sommerferie i udlandet. Det viser en ny befolkningssurvey fra Dansk Erhverv.
Danskerne vil i stor stil rejse til sommer, og godt 2 mio. danskere vil igen i år rejse udenlands i sommerferien. Det viser en ny befolkningssurvey fra Dansk Erhverv, gennemført i midten af maj, som tager temperaturen på danskernes sommerferieplaner i en tid med økonomisk usikkerhed, krig og geopolitisk uro.
”Danskernes rejselyst er bemærkelsesværdig stabil. Garanti for sol og varme er fortsat blandt de vigtigste kriterier, og der skal meget til at ændre grundlæggende ferievaner. Med udsigt til godt sommervejr i Danmark, så vil mange også vælge de mere hjemlige himmelstrøg," siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.
Fly er danskernes foretrukne transportmiddel ud af landet
Transportmiddel er også en del af danskernes feriepræferencer, og her kan højere brændstofpriser ramme både virksomhedernes omkostninger og forbrugernes rejsebudgetter, forklarer branchedirektøren, der dog fortsat er optimistisk.
”Vi vil se visse forskydninger mellem transportformer snarere end et markant fald i rejseaktiviteten til sommer. Kør-selv-ferie til udlandet kan få et løft, men fly vil stadig være det primære valg ud af landet, og mange har igen i år kursen mod Sydeuropa.”
Når det gælder sommerrejser ud af landet, så forventer 63 pct. at flyve, viser undersøgelsen. Især en høj andel blandt de unge (19-29 år) forventer at flyve. De unge vil også gerne rejse med tog, især i Danmark. Samlet set er bilen danskernes mest populære transportmiddel til alle typer af sommerferier, da 53 pct. forventer at køre i en fossildrevet bil, mens 20 pct. kører i elbil.
Prisstigninger påvirker en mindre del af danskernes ferieplaner
7 pct. af danskerne svarer, at prisstigninger på brændstof i høj grad påvirker deres valg af sommerferiedestination i år. Stort set samme andel har også droppet én eller flere ferieplaner for rejser i Danmark og udlandet. Langt de fleste danskere holder fast i deres ferieplaner trods prisstigninger, og 54 pct. svarer, at prisstigninger slet ikke påvirker deres valg af feriedestination.
I perioder med prisstigninger holder mange danskere igen med deres forbrug, men samtidig er sommerferien en hovedprioritet for danskerne, forklarer Lars Ramme Nielsen.
”Når alt det nødvendige bliver dyrere, så har forbrugerne en tendens til at spare på det sjove, fx oplevelser og rejser. Men samtidig er danskernes opsparinger rekordhøje, og det taler for at sommerferien, årets længste ferieperiode, igen i år bliver prioriteret højt i husholdningsbudgettet”.
Undersøgelsen viser også, at 24 pct. af danskerne endnu ikke har lagt planer for sommerferien i år, og det kan både komme danske og udenlandske destinationer til gode.
Otte ud af 10 danskere forventer at holde hele eller del af deres sommerferie i Danmark i år, hvilket svarer til knap 4 mio. danskere (+18 år). Det er en smule højere end en tidligere undersøgelse fra 2023, hvor andelen lå på omkring 75 pct. Fire ud af 10 danskere (42 pct.) forventer at holde sommerferie i udlandet, hvilket svarer til ca. 2 mio. danskere (+18 år). Det er på niveau med en tidligere undersøgelse fra Dansk Erhverv. 53 pct. af danskerne, der vil til udlandet, forventer at rejse til Sydeuropa (fx Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Grækenland mv.).
Andre læser
Supertrends: Fremtidens lufthavn bliver Danmarks vigtigste indgangsdør
Lufthavne er blevet en vigtig brik i den globale konkurrence om virksomheder, arbejdskraft og turister. I dette afsnit af Supertrends diskuter Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, og vært Liselotte Lyngsø, hvordan fremtidens lufthavn skal hjælpe Danmark med at vinde den konkurrence.
Turisterne står i kø til Danmark – men branchen mangler hænder, hotelværelser og plads
Uro på de globale rejsemarkeder bekymrer, men det er i højere grad hjemlige udfordringer, der fylder i hverdagen, hvorfor der er nok at tage fat på for den nye regering. Sådan lyder det fra de danske incoming-bureauer, turoperatører og kongresarrangører, der den 2. juni var samlet til generalforsamling i foreningen DACI hos Dansk Erhverv.
Kontakt
Turisme, Kultur & Oplevelse
Lars Ramme Nielsen
Branchedirektør