Quantum Industry Day 2026: Danmark har et vindue i kvantekapløbet - nu skal vi handle
Hvordan omsætter Danmark sin stærke position inden for kvanteforskning til en global styrkeposition for erhvervsliv, sikkerhed og teknologi? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da virksomheder, forskningsmiljøer, investorer og myndigheder mødtes til Quantum Industry Day 2026 i København.
Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen bød de over 400 deltagere velkommen med en påmindelse om Danmarks særlige rolle i kvantehistorien. For 100 år siden var København centrum for nogle af de største gennembrud inden for kvantefysikken, da forskere som Niels Bohr, Werner Heisenberg og Erwin Schrödinger lagde fundamentet for de teknologier, der senere skulle føre til blandt andet lasere, GPS og MRI-scannere.
Men Danmark kan ikke leve af fortidens forskningsmæssige succeser.
Europa og Danmark står i dag med et stærkt forskningsmiljø og nogle af verdens bedste kvantetalenter. Til gengæld halter vi efter, når det gælder patenter, skalering og private investeringer. Derfor skal fokus nu flyttes fra publikationer til patenter, fra forskning til industri og fra laboratoriet til markedet.
"Nu er tiden kommet til ikke kun at diskutere fremtiden - men til at bygge den," var det afsluttende budskab fra Brian Mikkelsen.
Og det budskab gik igen hele dagen: Danmark står med en historisk mulighed. Vi har forskningen, talentmassen og de teknologiske styrkepositioner. Men hvis potentialet skal omsættes til arbejdspladser, virksomheder og strategisk indflydelse, kræver det handling nu.
Fra forskning til industri
Kvanteområdet har i mange år været drevet af forskningsmæssige gennembrud. Men på Quantum Industry Day stod det tydeligt, at næste fase handler om at skabe en stærk industri og den nødvendige infrastruktur omkring teknologien.
Det var omdrejningspunktet for dagens første paneldebat, What does it take to build a world-class quantum ecosystem?, hvor Peter Krogstrup CEO Quantum Foundry Copenhagen, Jakob Ellemann-Jensen vicedirektør Dansk Erhverv, Cecilie Brøkner, CEO Innovationsfonden, og Søren Stobbe, co-founder og CSO i Lizard Photonics, diskuterede, hvad der skal til for at omsætte dansk kvanteforskning til virksomheder, vækst og internationale styrkepositioner.
Debatten kredsede om adgang til kapital, talent, infrastruktur og stærke rammevilkår. Samtidig blev der sat fokus på, hvordan Danmark kan omsætte sine forskningsmæssige styrker til konkrete industrielle og samfundsmæssige gevinster i en tid, hvor den globale konkurrence om kvanteteknologi intensiveres.
Under debatten sammenlignede Jakob Ellemann-Jensen opbygningen af et stærkt kvanteøkosystem med at bygge et hus. Danmark har allerede et solidt fundament i form af forskning i verdensklasse, men hvis huset skal stå færdigt, kræver det også investeringer, talent, virksomheder og de rette rammevilkår. Alle elementer er nødvendige, og ingen af dem kan stå alene.
Der var bred enighed blandt paneldeltagerne om, at Danmark har et stærkt udgangspunkt. Men der var også en erkendelse af, at andre lande investerer massivt og bevæger sig hurtigt. Derfor bliver de kommende år afgørende for, om Danmark formår at fastholde og udbygge sin position blandt verdens førende kvantenationer.
Hvad betyder succes for Danmark?
Et centralt andet spørgsmål på dagen var, hvordan Danmark definerer succes i den globale kvantekonkurrence.
I panelet "Voices of DQC – Defining Success in a Global Race" blev der sat fokus på, hvilke strategiske prioriteringer der skal bringe Danmark fra en stærk forskningsposition til en førende industrination på kvanteområdet. Diskussionen kredsede blandt andet om talentudvikling, skalering af virksomheder, produktion og muligheden for at opbygge globale styrkepositioner inden for udvalgte nicher.
Samtidig blev det understreget, at ingen aktør kan løfte opgaven alene. Samspillet mellem forskning, erhvervsliv, investorer og myndigheder er afgørende, hvis Danmark skal udnytte de muligheder, som kvanteteknologien skaber.
Fra nordiske ambitioner til konkret handling
Samarbejde var et gennemgående tema på Quantum Industry Day. I en af dagens paneldebatter blev der sat fokus på, hvordan de nordiske lande kan omsætte fælles ambitioner til konkret handling og skabe større gennemslagskraft i den globale kvantekonkurrence.
Debatten kredsede blandt andet om fælles investeringer, koordinering af infrastruktur og et tættere samarbejde om europæiske initiativer. Budskabet fra panelet var klart: Skal Norden gøre sig gældende i konkurrencen med stormagter som USA og Kina, kræver det, at landene står stærkere sammen. Selvom Danmark har markante styrkepositioner på kvanteområdet, vil det være vanskeligt at løfte ambitionerne alene. Derfor blev et tættere nordisk samarbejde fremhævet som en oplagt vej til at styrke regionens samlede position og skabe større international gennemslagskraft.
Nu gælder det tempoet
Quantum Industry Day 2026 viste, at Danmark står med en reel mulighed for at tage en førende rolle i udviklingen af fremtidens kvanteteknologier. Vi har forskningen og et stærkt økosystem, som nogle af Danmarks fremmeste fonde har bidraget gavnligt til.
Men muligheden varer ikke evigt.
Andre lande investerer massivt, opbygger kapacitet og positionerer sig allerede i dag. Hvis Danmark skal omsætte sin forskningsmæssige styrke til en global konkurrencemæssig fordel, kræver det investeringer, partnerskaber og politisk handlekraft.
Danmark har forudsætningerne. Nu handler det om at få tempoet med.
Kontakt
Digitalisering, Teknologi & Tele
Mathilde Rasmussen
Politisk Konsulent