Dansk Erhverv: Den grønne omstilling skal hurtigere fra ambition til anlæg
Dansk Erhverv Byggeri roser regeringens udspil om hurtigere udbygning af elnettet. Smidigere tilladelser, kortere myndighedsprocesser og bedre muligheder for private aktørers bidrag skal få nødvendige anlægsinvesteringer omsat til den infrastruktur, der understøtter virksomhedernes udvikling og Danmarks grønne omstilling.
”Det er alarmerende, at manglende kapacitet i elnettet bremser elektrificeringen af Danmark. Samira Nawa har helt ret: Vi skal rulle den grønne løber ud. Entreprenører, rådgivere og grossister skal have bedre rammer for at få kabler i jorden, opføre højspændingsstationer og gennemføre de anlæg, som vores samfund er afhængigt af,” siger Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv opfordrer samtidig til, at private aktører får bedre muligheder for at etablere dele af transmissionsinfrastrukturen, som efterfølgende kan overdrages til Energinet. Modellen bør bygge på internationale erfaringer og klare krav til tekniske standarder, ansvar og overdragelse.
”Vi skal bringe private virksomheders kompetencer og kapacitet mere i spil. Med klare rammer kan de bidrage til at få transmissionsnettet hurtigere udbygget. Samtidig skal myndighederne kunne behandle flere tilladelser parallelt, så projekterne ikke bremses af, at én proces skal afsluttes, før den næste kan begynde,” siger Katrine Bjerre.
Hun understreger, at hurtigere realisering af anlægsinvesteringerne både understøtter aktiviteten i branchen og åbner for de investeringer, som venter på adgang til elnettet.
”Byggebranchen er afgørende for at løse Danmarks store samfundsopgaver. Fra energiinfrastruktur og klimatilpasning til boliger og forsvar. Når vi fjerner unødige barrierer, får vi investeringerne hurtigere ud at arbejde og skaber værdi langt ud over selve byggepladsen. Derfor er regeringens ambition om større tempo den rigtige vej.”
Katrine Bjerre opfordrer boligminister Jacob Mark til at tage samme tilgang med ind i revisionen af bygningsreglementet.
”Jacob Mark bør rulle den grønne løber videre ind i BR27. Vi skal gøre det lettere at bygge grønnere, renovere mere og omdanne eksisterende bygninger til nye formål. Det kræver færre unødige krav, større proportionalitet og hurtigere byggesagsbehandling. Den grønne løber skal kunne mærkes af de virksomheder, der omsætter samfundets ambitioner til virkelighed,” siger Katrine Bjerre.
For uddybende spørgsmål, kontakt Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv, på tlf. 22 74 71 86 eller kabj@danskerhverv.dk.
Læs også
Dansk Erhverv: Asbesttage bør fortsat håndteres af autoriserede virksomheder
Et kursus bør ikke give private adgang til selv at fjerne asbesttage, mener Dansk Erhverv. Forud for Folketingets andenbehandling af et forslag om en kursusordning opfordrer organisationen regeringen til at fastholde kravet om autoriserede virksomheder og i stedet hjælpe boligejere med udgiften.
Dansk Erhverv: Vækst i korttidsudlejning kræver bedre kontrol
Korttidsudlejning af boliger via blandt andet Airbnb er i fortsat fremgang, viser nye tal. Spekulanter har alt for frit spil til at bruge almindelige boliger til at drive skyggehoteller, og en kommende lovændring mangler de præventive greb, der skal sikre lov og orden, lyder det fra Dansk Erhverv.
J. Jensen: Nedrivning handler ikke kun om at rive ned
Hvordan sikrer vi, at flere byggematerialer får nyt liv, når bygninger rives ned? Det spørgsmål arbejder J. Jensen Nedrivning A/S med hver dag. J. Jensen løser opgaver for både offentlige og private bygherrer og har i dag en virksomhedsprofil, hvor kvalitet, arbejdsmiljø, dokumentation og grøn omstilling fylder stadig mere
Kontakt