Spring til indhold

Erhvervsministeren satte spot på madspild og fødevaredonation på den internationale madspildsdag

07. oktober 2026

På den internationale madspildsdag den 29. september besøgte Erhvervsminister Martin Lidegaard FødevareBanken. Her fik ministeren et indblik i det store arbejde med at omsætte overskudsfødevarer til måltider for mennesker i sårbare situationer. Dansk Erhverv forventer øget politisk fokus på reduktion af madspild i dette folketingsår, da deadline for implementering af EU's reduktionsmål for madspild rykker tættere på.

Sortering af fødevarer til donation
Overskudsfødevarer bør doneres frem for at ende som affald. Dansk Erhverv ønsker derfor enklere regler og færre byrder, når EU’s reviderede affaldsrammedirektiv skal implementeres i Danmark.

FødevareBanken reddede alene i 2025 mere end 2.600 ton overskudsmad, som blev til 6,5 millioner måltider. Det viser, hvor stor en forskel det kan gøre, når overskudsfødevarer doneres videre i stedet for at ende som affald.

Men arbejdet med fødevaredonation er ikke altid enkelt. Regler og omfattende dokumentationskrav kan gøre det vanskeligt og tidskrævende at få overskudsvarer videre til dem, der har brug for dem.  

Under besøget hos FødevareBanken gav erhvervsministeren derfor også udtryk for et ønske om at få fjernet unødvendige byrder og bøvl som opleves ved donation af fødevarer. En opfordring der er særlig relevant nu, hvor deadline for implementering af affaldsrammedirektivets madspildsmål rykker tættere på.

Nedtælling til den danske implementering i gang
Den 17. juni 2027 skal EU's reviderede affaldsrammedirektiv senest være implementeret i dansk lovgivning. Direktivet indeholder blandt andet bindende nationale mål for reduktion af madspild frem mod 2030.

For detailhandel, anden fødevaredistribution, restauranter, foodservice og husholdninger gælder et samlet nationalt mål om at reducere madspildet med 30 procent pr. indbygger sammenlignet med det årlige gennemsnit for 2021 til 2023. For forarbejdning og fremstilling er målet en reduktion på 10 procent. Der er tale om mål for Danmark som helhed og ikke reduktionskrav til den enkelte virksomhed.

Læs også: Nye mål for reduktion af madspild vedtaget

Det centrale spørgsmål er derfor, hvordan Danmark vælger at omsætte direktivet til konkrete initiativer og regler. Direktivet har blandt andet fokus på forebyggelse af madspild og på at fremme donation og omfordeling af overskudsfødevarer.

For Dansk Erhverv er det vigtigt, at den danske implementering også bliver en anledning til at se på de regler og administrative byrder, som i dag kan stå i vejen for virksomhedernes arbejde med at reducere madspild og donere overskudsfødevarer.

Hvilke regler spænder ben i dag?
Den 2. december sætter Dansk Erhverv madspild på dagsordenen i Fødevarenetværket. Her vil vi se nærmere på den danske proces for implementering af affaldsrammedirektivet og drøfte, hvor regler, krav og praksis gør arbejdet med madspild og fødevaredonation unødigt besværligt.

Erfaringerne skal være med til at pege på, hvor regler kan forenkles, og unødvendige byrder fjernes, når affaldsrammedirektivet skal omsættes til dansk lovgivning.

Har din virksomhed konkrete eksempler på regler, dokumentationskrav eller håndhævelse, der giver unødigt bøvl i arbejdet med madspild eller fødevaredonation? Og er du Full-Service- eller Arbejdsgivermedlem af Dansk Erhverv? Så kan du tilmelde dig mødet i fødevarenetværket her: Møde i Dansk Erhvervs Fødevarenetværk

Kontakt

Handel

Lise Bak Simonsen

Chefkonsulent