EU skærper reglerne: Forbud på vej mod særlige ingredienser i fødevarer
EU-Kommissionen arbejder på at forbyde en række plantepræparater med hydroxyantracenderivater (HAD) samt monacoliner fra rød gærris på grund af sundhedsmæssige risici. Der lægges op til en overgangsperiode på 12 måneder efter reglernes ikrafttrædelse.

Dansk Erhverv er af Fødevarestyrelsen blevet orienteret om kommende ændringer af bilag III til forordning 1925/2006 om tilsætning af vitaminer, mineraler og visse andre stoffer til fødevarer. Ændringerne betyder, at en række plantepræparater med hydroxyantracenderivater (HAD) samt monacoliner fra rød gærris ikke må anvendes i fødevarer.
Forbud mod plantepræparater med hydroxyantracenderivater (HAD)
EU-Kommissionen foreslår at forbyde følgende plantepræparater på grund af risiko for genotoksicitet, dvs. stoffernes evne til at beskadige arvematerialet (DNA):
- Præparater af bark fra Rhamnus frangula L. og Rhamnus purshiana DC., der indeholder HAD.
- Præparater af blade eller frugter fra Cassia senna L., der indeholder HAD.
- Præparater af rødder eller jordstængler fra Rheum palmatum L., Rheum officinale Baillon og hybrider heraf, der indeholder HAD.
Plantepræparaterne foreslås tilføjet til bilag III, del A (forbudte stoffer) i forordning 1925/2006. Samtidig fjernes præparaterne fra bilagets del C (stoffer, der er genstand for fællesskabsovervågning).
Læs forslag til ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 for så vidt angår visse botaniske arter, der indeholder hydroxyantracenderivater
Forbud mod monacoliner fra rød gærris
EU-Kommissionen lægger op til et forbud mod monacoliner fra rød gærris på grund af risiko for skader på muskler og lever.
Læs mere i forslag til ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 for så vidt angår monacoliner fra rød gær-ris
Ikrafttrædelse og overgangsperiode
For begge forslag er der lagt op til en overgangsperiode på 12 måneder efter forordningernes ikrafttrædelse. Der er endnu ikke fastsat en endelig dato for, hvornår forbuddene vil træde i kraft.
De kommende regler er relevante for virksomheder, der producerer, importerer eller markedsfører fødevarer, herunder særligt kosttilskud med de omfattede ingredienser.
Dansk Erhverv opdaterer nyheden, når vi ved, hvornår ændringsforslagene træder i kraft
Kontakt