Spring til indhold

Klagenævn ophæver og hjemviser Fødevarestyrelsens indskærpelse om rust på udstyr

06. oktober 2026

Fødevarestyrelsen skal både anvende de regler, der faktisk omfatter de konstaterede forhold, og forholde sig til, hvordan lignende sager tidligere er blevet behandlet. Det viser en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor en indskærpelse om mangelfuld vedligeholdelse af udstyr blev ophævet og sendt tilbage til fornyet behandling.

Under et kontrolbesøg hos en fødevarevirksomhed konstaterede Fødevarestyrelsen rust på flere løftevogne og på metalkanten omkring plastkar i en fødevarevirksomhed. Noget af udstyret befandt sig i et kølerum, mens andet stod i virksomhedens produktionslokale.

På den baggrund indskærpede styrelsen reglerne om, at overflader og udstyr i områder, hvor der håndteres fødevarer, skal holdes i god stand og være lette at rengøre og om nødvendigt desinficere med henvisning til hygiejneforordningens artikel 4, stk. 2, jf. bilag II, kap. II, pkt. 1, litra f.

Virksomheden klagede blandt andet med henvisning til, at forholdene var af begrænset betydning, at udstyret ikke var i direkte kontakt med fødevarer, og at andre virksomheder i sammenlignelige situationer ikke havde fået en sanktion, men var noteret for en bagatelagtig overtrædelse.

Reglen omfattede ikke udstyr i kølerummet
Den lovhenvisning i hygiejneforordningen, som Fødevarestyrelsen havde anvendt ved indskærpelsen, gælder for lokaler, hvor der tilberedes, behandles eller forarbejdes fødevarer.

Klagenævnet vurderede imidlertid, at et kølerum ikke falder ind under de omhandlede lokaler. Rust på en løftevogn i kølerummet kan derfor ikke lægges til grund for indskærpelsen efter den pågældende bestemmelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede derfor indskærpelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling hos Fødevarestyrelsen.

Afgørelsen viser, at det ikke alene er de faktiske observationer under et kontrolbesøg, der har betydning. Det er også afgørende, at myndigheden anvender den korrekte bestemmelse om det konstaterede forhold.

Læs hele afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet

Læs hygiejneforordningen 852/2004

Undersøg, hvordan lignende sager er behandlet
Virksomheden havde under klagesagen ligeledes fremlagt kontrolrapporter fra andre virksomheder, hvor lignende rustdannelser enten var blevet vurderet som bagatelagtige eller kun havde ført til vejledning.

Klagenævnet fandt, at disse oplysninger sammen med det reducerede grundlag for indskærpelsen skabte tvivl om, hvorvidt virksomheden var blevet behandlet på samme måde som andre virksomheder i sammenlignelige situationer.

Nævnet bad derfor Fødevarestyrelsen om også at forholde sig til lighedsprincippet ved den fornyede behandling. Princippet indebærer, at ensartede tilfælde som udgangspunkt skal behandles ens, medmindre der er saglige grunde til en forskellig reaktion.

For virksomheder kan det derfor være relevant at overveje en klage, hvis:

  • myndigheden har anvendt en bestemmelse, der ikke passer til det konkrete forhold,
  • dele af afgørelsens faktiske eller retlige grundlag er tvivlsomt,
  • sammenlignelige forhold tidligere er blevet mødt med en mildere reaktion. 

At indskærpelsen blev ophævet, betyder ikke, at virksomheden havde overholdt alle regler. Klagenævnet vurderede fortsat, at nogle af forholdene kunne være i strid med hygiejnereglerne, men bemærkede samtidig, at det var usikkert, om de resterende forhold alene var alvorlige nok til at begrunde en indskærpelse.

Sagen viser derfor, at en klage også kan handle om, hvorvidt myndighedens reaktion er korrekt, om lighedsprincippet er fulgt og om sanktionen står mål med overtrædelsen.

Arbejdsgiver og Full-service medlemmer af Dansk Erhverv, der har spørgsmål til en afgørelse fra Fødevarestyrelsen eller overvejer at klage, er velkomne til at rette henvendelse

Kontakt

Handel

Krestine Greve

Chefkonsulent

Handel

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer