EUDR nærmer sig: Nye svar om IT-systemet og API-løsninger
Forberedelserne til EU’s skovrydningsforordning, EUDR, går nu ind i den afsluttende fase frem mod 30. december 2026, hvor reglerne finder anvendelse for store og mellemstore virksomheder. Dansk Erhverv har via vores europæiske brancheorganisation Eurocommerce fået afklaring på en række praktiske spørgsmål om EUDR’s Information System.>
Hvad sker der, hvis EUDR-systemet går ned?
Kommissionen arbejder på en nødprocedure, der skal kunne bruges, hvis EUDR’s Information System på Traces er utilgængeligt i mere end 60 minutter som følge af et uplanlagt nedbrud.
Nødproceduren vil ikke gælde ved planlagt vedligeholdelse eller ved problemer i virksomhedernes egne IT- eller tredjepartsløsninger. De endelige procedurer og en trin-for-trin-vejledning ventes offentliggjort i de kommende uger. Dansk Erhverv følger udviklingen.
Følg de seneste opdateringer her: Kommissionens side om EUDR Information System
Bruger din virksomhed API? Der er stadig åbne spørgsmål
For virksomheder, der kobler egne IT-systemer direkte til EUDR-systemet via API, er der fortsat spørgsmål, som Kommissionen endnu ikke har afklaret.
Det gælder blandt andet, hvordan nødproceduren skal fungere for API-brugere, og om den såkaldte grouping-funktion bliver tilgængelig via API. Kommissionen vil vende tilbage med yderligere svar.
Virksomheder kan allerede overføre større mængder DDS’er direkte fra egne IT-systemer til EUDR-systemet via API. Den tekniske dokumentation opdateres løbende via Kommissionens EUDR-side og CIRCABC.
Har du input til systemet? Kommissionen hører gerne fra virksomheder
Kommissionen tester fortsat brugeroplevelsen i EUDR’s Information System, og inviterer virksomheder til at give feedback. Fokus er blandt andet på, om information og vejledning i systemet er tydelig nok. Der forventes ikke større funktionelle ændringer som følge af testen.
Virksomheder kan give feedback på EUDR-systemet via Kommissionens spørgeskema: Giv feedback på EUDR Information System
Se også
EUDR nærmer sig: Her er 3 opdateringer, du skal kende
Der er med tre opdateringer kommet mere klarhed over EUDR frem mod den 30. december 2026, hvor forordningen træder i kraft for store og mellemstore virksomheder. Her får du overblikket.
Få overblikket: EU-Kommissionen fremlægger ny forenklingspakke til afskovningsforordningen (EUDR)
EU-Kommissionen fremlagde i starten af maj en forenklingspakke til EU’s afskovningsforordning, EUDR. Pakken skal gøre reglerne lettere at anvende for virksomheder, samtidig med at formålet om at begrænse EU’s bidrag til global skovrydning fastholdes
Skovrydningsfri værdikæder/produkter
Hvert år ryddes store skovarealer ulovligt for at gøre plads til plantager med produktion af soja, palmeolie, kakao, kaffe, kvæg, tømmer og naturgummi. Da produktionen og handlen med disse varer er global, skal sikringen af skovrydningsfrie værdikæder ske på tværs af landegrænser. Dansk Erhverv ser derfor positivt på, at man i EU adresserer problemet med skovrydningsforordningen (EUDR) og går i fælles front for at bekæmpe global, ulovlig skovrydning og skovforringelse.
Netværk for global, ulovlig skovrydning
Få faglige input og bliv informeret om EU’s afskovningsforordning (EUDR) gennem Dansk Erhvervs netværk for global, ulovlig skovrydning og deltag i et forum for videndeling og kompetenceopbygning, hvor aktuelle muligheder og udfordringer ved EUDR drøftes på tværs af virksomheder.