Danmark har ikke råd til mere sygdom

Forestil dig et Danmark i 2040. Færre mennesker bliver alvorligt syge. Flere bliver på arbejdsmarkedet og lever et aktivt liv. Og danske virksomheder mister færre medarbejdere på grund af sygdom. Dét er formålet med Sundhedsstyrken, som nu er klar med sine konkrete anbefalinger til et sundere Danmark.

Tekst: Søren Willemoes
Foto: Jakob Møller

Et Danmark med færre syge, flere i arbejde og et sundhedsvæsen i bedre balance er ikke en urealistisk vision. Men det kræver, at vi begynder at tænke sundhed anderledes.

På blot ti år er antallet af danskere med kroniske sygdomme steget med 21 procent, og i dag lever mere end én million danskere med mindst én af de otte største kroniske sygdomme. Alene de otte sygdomme holder omkring 74.500 mennesker uden for arbejdsmarkedet. Samtidig mangler danske virksomheder arbejdskraft, og presset på sundhedsvæsenet vokser.

Alligevel bliver investeringer i forebyggelse og bedre behandling ofte droppet. Årsagen? De bliver betragtet som en udgift her og nu fremfor en investering, der kan skabe store gevinster mange år frem.

Det er der brug for at ændre.

Derfor samlede Dansk Erhverv i november 2025 virksomheder, patientorganisationer, kommuner, pensionskasser og andre centrale aktører og dannede Sundhedsstyrken – Alliancen for sundhedsinvesteringer. Alliancen arbejder for, at sundhed i højere grad bliver betragtet som en investering – ikke kun i mennesker, men også i arbejdsudbud, produktivitet og et mere bæredygtigt samfund.

Nu er Sundhedsstyrken klar med konkrete anbefalinger til, hvad vi skal ændre.

Her uddyber alliancens formandskab, hvordan vi kan skabe et sundere Danmark – til gavn for patienterne, virksomhederne og samfundet. 

Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen: "Patienterne skal have hjælp, før de må forlade arbejdsmarkedet"

Hvad betyder det for patienterne, at vi i dag underinvesterer i forebyggelse?

Det betyder først og fremmest, at hjælpen ofte kommer for sent og for lidt. 

I dag afhænger forebyggelse og tidlige indsatser alt for meget af, hvor man bor, og hvordan samarbejdet fungerer mellem kommune, region og praksissektoren. Mange patienter oplever, at ansvaret falder mellem flere stole.

Hvis vi bliver bedre til at investere i forebyggelse og tidlig opsporing, kan flere få hjælp, før sygdommen udvikler sig. Det giver bedre muligheder for at bevare livskvaliteten og leve et godt liv med sygdom – eller helt undgå, at sygdommen udvikler sig.

I taler om behov for stærkere og flere partnerskaber. Hvordan kan de gøre en konkret forskel for patienterne?

Det handler om at møde mennesker tidligere – dér, hvor de lever deres liv.

Vi ved allerede fra partnerskaber som eksempelvis Fælles om Lokal Sundhed, at når kommuner, boligorganisationer, civilsamfund og sundhedsaktører arbejder sammen, kan vi nå mennesker med øget risiko for sygdom, før de bliver alvorligt syge.

Det betyder, at forebyggelse bliver en konkret indsats i hverdagen og ikke bare en politisk ambition. For patienten kan det være forskellen på at leve et aktivt liv eller at udvikle en sygdom, som kunne være forebygget.

Hvad er det vigtigste første skridt, politikerne bør tage?

Det vigtigste skridt er, at regeringen beslutter et grundlæggende kursskifte: at sundhed ikke længere behandles som en udgift, der skal begrænses, men som en investering, der skal prioriteres – på linje med beskæftigelse og skat.

Det kræver ikke en stor reform. Regeringen kan allerede nu etablere et tværministerielt spor for sundhedsinvesteringer, udpege nogle få nationale indsatsområder, hvor en tidlig indsats gør en dokumenteret forskel, og skabe rammerne for et tættere samarbejde mellem kommuner, regioner, virksomheder og civilsamfund.

Det afgørende er den politiske vilje til at tænke sundhed ind som en investering. Så kan de løsninger, vi allerede ved virker, komme langt flere patienter til gavn.

Hvis jeres forslag bliver gennemført, hvordan vil en patients møde med sundhedsvæsenet se anderledes ud om ti år?

Jeg håber, at patienterne vil opleve, at hjælpen starter, før sygdommen bliver alvorlig – ikke først, når de ender på hospitalet.

De vil møde et sundhedsvæsen, hvor forebyggelse, behandling og rehabilitering hænger bedre sammen, og hvor de ikke selv skal navigere mellem kommune, hospital og almen praksis. Men også et sundhedsvæsen med bedre adgang til innovativ medicin og nyeste teknologi. 

Hvis vi lykkes, vil flere opleve et sundhedsvæsen, der hjælper tidligere, hænger bedre sammen og giver mennesker mulighed for at leve et længere og bedre liv.

Anja Verhaug, Nordic General Manager i LEO Pharma: 
"Vi bør regne på sundhed, som vi regner på skat"

Dansk Erhvervs analyse viser, at omkring 75.000 danskere med en af otte kroniske sygdomme står uden for arbejdsmarkedet. Hvad fortæller det tal dig?

At sygdom ikke kun er en udfordring for den enkelte. Det er også en udfordring for virksomhederne og for samfundsøkonomien.

Når mennesker med kroniske sygdomme står uden for arbejdsmarkedet eller har et højt sygefravær, mister virksomhederne arbejdskraft og produktivitet. Samtidig går samfundet glip af værdifulde ressourcer.

Det viser, hvorfor investeringer i sundhed ikke kun handler om behandling af den enkelte. De handler også om at styrke arbejdsudbuddet og skabe værdi for samfundet.

I peger på, at vi i dag undervurderer værdien af investeringer i sundhed. Hvad skal vi gøre for at ændre det?

Vi skal begynde at regne med de dynamiske effekter af investeringer i sundhed.

På skatte- og beskæftigelsesområdet er det helt naturligt at se på, hvordan politiske beslutninger påvirker arbejdsudbud og samfundsøkonomi. Den samme tankegang bør også gælde på sundhedsområdet.

Hvis en investering reducerer sygefraværet, styrker arbejdsudbuddet eller mindsker presset på sundhedsvæsenet, bør de effekter også indgå i beslutningsgrundlaget. Ellers træffer vi beslutninger på et ufuldstændigt grundlag.

Hvad vil det betyde for virksomhederne?

Virksomhederne har brug for et stærkt arbejdsudbud, høj produktivitet og gode rammer for innovation.

En mere helhedsorienteret tilgang vil gøre det lettere at dokumentere værdien af nye behandlingsformer og innovation. Det handler ikke om at bruge flere penge, men om at prioritere de indsatser, der skaber størst værdi.

Hvad håber du, at Danmark har opnået om ti år?

Jeg håber, at vi er blevet bedre til at se sundhed som en investering frem for en udgift.

Så får vi et stærkere beslutningsgrundlag, bedre prioriteringer og et Danmark, der fortsat er blandt Europas førende life science-nationer.

Jacob Bundsgaard, tidligere borgmester i Aarhus og nuværende rådgiver og bestyrelsesmedlem: "Udgiften ligger ét sted – gevinsten et andet"

Hvorfor er det så svært at investere mere i forebyggelse og sundhed i dag?

Den grundlæggende udfordring er, at udgiften til en forebyggende indsats ofte ligger ét sted, mens gevinsten høstes et andet.

Hvis en kommune investerer i en tidlig indsats, kan gevinsten være færre hospitalsindlæggelser i regionen eller flere mennesker i arbejde og dermed færre udgifter for staten. Kommunen får altså ikke umiddelbart en gevinst af investeringen.

Det gør det svært at finde og prioritere finansieringen, selv om investeringen giver god mening for samfundet som helhed.

I foreslår en national outcomefond med navnet Fonden for sundhedsinvesteringer. Hvad er idéen bag den?

En outcomefond er en finansieringsmodel, hvor private eller filantropiske investorer finansierer en indsats, mens det offentlige først betaler, når der kan dokumenteres en aftalt effekt.

Det gør det muligt at gennemføre investeringer, som i dag ofte falder mellem to stole, fordi udgiften ligger ét sted, mens gevinsten havner et andet.

Hvordan kan en outcomefond gøre en forskel i praksis?

Den gør det langt lettere at investere i de løsninger, vi allerede ved virker.

I dag kan kommuner, regioner, staten og private aktører i princippet godt indgå aftaler om at dele investeringer og gevinster, men det er meget komplekst og derfor sker det ikke særligt ofte.

Med en outcomefond bliver betalingen koblet til dokumenterede resultater. Det gør det lettere at investere i løsninger, som ellers aldrig bliver realiseret.

Findes den her model allerede i dag?

Der findes allerede gode lokale erfaringer med outcome-baserede investeringer, og i England har man arbejdet med modellen på nationalt niveau.

Udfordringen i dag er, at de gode erfaringer alt for sjældent bliver udbredt. Derfor foreslår vi en national model, der gør det lettere at investere systematisk i de løsninger, der dokumenteret virker.

Hvis anbefalingerne bliver gennemført, hvordan ser sundhedsområdet så anderledes ud om ti år?

Jeg håber, at vi har fået et system, hvor de gode investeringer faktisk bliver gennemført.

Sundhed vil altid først og fremmest være et velfærdsgode. Men hvis vi bliver bedre til at investere på tværs af sektorer, kan vi skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen og bruge de fælles ressourcer langt klogere.