; ;
Gemt

Afklaringer på nordjyske restriktioner

06. november 2020

Dansk Erhverv arbejder tæt sammen med myndighederne for at finde afklaringer på de mange spørgsmål, som regeringens tiltag har affødt, ligesom der arbejdes på at finde løsninger, der kompenserer erhvervslivet økonomisk.

  
 
De nye restriktioner i Nordjylland omfatter bl.a. tvangslukning af visse virksomheder, begrænsninger af transport og mobilitet og massiv teststrategi. 
 
Regeringen har bebudet lukning af restauranter, barer, værtshuse, caféer og andre serveringssteder, biografer, kultur- og fritidstilbud, mens ”produktionsvirksomheder” ikke skal lukke. Myndighederne har oplyst, at de fleste andre private virksomheder er omfattet af deres definition af ”produktionsvirksomheder”, dvs. fx udvalgsvarebutikker, håndværkere osv. 
 
Disse virksomheder skal ikke holde lukket, men arbejdsgivere opfordres kraftigt til ikke at lade ansatte med bopæl i en anden kommune møde fysisk på arbejde. 
 
”Det er en utrolig svær situation for virksomhederne, og i Dansk Erhverv er vi løbende i dialog med myndighederne for at få afklaring på de mange spørgsmål fra virksomhederne, som opstår som følge af restriktionerne,” siger Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv.  
 
Nogle af afklaringerne er kommet her til aften, hvor Erhvervsministeriet har udsendt anbefalinger til nordjyske virksomheder i forhold til lokalt ansatte og pendlere fra andre kommuner.  
 
Dansk Erhverv er også i dialog med myndighederne for at afklare betydningen af rækken af restriktioner på transport og mobilitet. Kritiske funktioner kan opretholde transport på tværs af grænser, og kan evt. benytte FlexTrafik.  

Erhvervsministeriets anbefalinger til nordjyske virksomheder i forhold til lokalt ansatte og pendlere fra andre kommuner

De udmeldte tiltag i forhold til de syv nordjyske kommuner betyder bl.a.:

  • at offentlige og private arbejdspladser i de berørte kommuner opfordres kraftigt til at hjemsende alle ansatte, der kan varetage deres funktion hjemmefra.
  • at ansatte med relation til minkfarmdrift bør hjemsendes fra andre arbejdspladser uanset funktion (medmindre negativ PCR-test kan forevises, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer).
  • at offentlige og private arbejdspladser uden for de pågældende kommuner opfordres til at sende alle ansatte med bopæl i de pågældende kommuner, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem. 
    at hverken produktionsvirksomheder eller andre virksomheder opfordres til at holde lukket, men arbejdsgivere opfordres kraftigt til ikke at lade ansatte med bopæl i en anden kommune møde fysisk på arbejde.

Der skelnes klart mellem medarbejdere, der bor i samme kommune som deres arbejdsplads og medarbejdere fra andre kommuner.

Medarbejdere, der bor i den samme kommune som deres arbejdsplads og som ikke kan varetage deres arbejde hjemmefra, kan fortsat gå på arbejde. Dette gælder fx en frisør, en håndværker eller en smed på en produktionsvirksomhed, som bor i samme kommune, som de arbejder.

Omvendt opfordres medarbejdere, der arbejder i en anden kommune, end hvor de bor, kraftigt til alene at krydse kommunegrænsen, hvis de varetager kritiske funktioner.

Hvis man fx arbejder i en tøjbutik i nabokommunen opfordres man altså til at holde sig hjemme i den kommende periode.

Der gælder særlige retningslinjer for ansatte, der varetager ”kritiske funktioner”.

Det er en lokal og konkret vurdering om en funktion er kritisk. Det er således op til den enkelte virksomhed eller den enkelte offentlige myndighed at vurdere, om medarbejderne varetager kritiske funktioner.

Med kritiske funktioner menes i den forbindelse funktioner der er kritiske for samfundet. Det kan blandt andet være personale ansat i:

  • sundheds- og plejesektoren (undtaget kosmetisk behandling mv.)
  • ældreplejen og området for socialt udsatte
  • børne- og undervisningssektoren 
  • politiet og kriminalforsorgen, forsvarets myndigheder, beredskabet mv.
  • forsyningsvirksomhed, herunder energisektoren, vandsektoren, affaldshåndtering, tele- og IT-infrastruktur, finansielle infrastruktur mv.
  • fødevareforsyningen, herunder dagligvaremarkedet, apotekervæsenet, kødkontrollen mv.

Se hele nyheden fra Erhvervsministeriet her:  https://em.dk/nyhedsarkiv/2020/november/anbefalinger-til-nordjyske-virksomheder-i-forhold-til-lokalt-ansatte-og-pendlere-fra-andre-kommuner/

Læs regeringens faktaark om de nordjyske restriktioner her https://sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Coronavirus/2020/November/~/media/Filer%20-%20dokumenter/01-corona/Faktaark-om-restriktioner-i-NJ.pdf

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil
Kommunikation, presse, kurser & events

Louise Jaaks Sletting

Vicedirektør