; ;
Gemt

Akut brug for hjælp til selvstændige

16. marts 2020

Dansk Erhverv opfordrer nu regeringen til at komme selvstændige i møde med lønkompensation og tilbagebetaling af skatter og afgifter.

Siden coronaudbruddet førte til en delvis nedlukning af Danmark, er der blevet fremlagt en række hjælpepakker til erhvervslivet. Det er meget positivt, men der mangler hjælpepakker målrettet SMV’ere og enkeltmandsvirksomheder. Derfor kommer Dansk Erhverv nu på banen med en række initiativer.

”Vi er dybt taknemmelige for de tiltag, som regeringen og Folketinget er ved at få vedtaget. Det vil hjælpe mange virksomheder igennem krisen, men SMV’ere og enkeltmandsvirksomheder er særligt udsat i krisen, og derfor har vi lanceret nogle tiltag, som også kan holde hånden under dem,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

SMV’ere er hårdt presset på likviditeten, og derfor foreslår Dansk Erhverv blandt andet tilbagebetaling af moms, fuldt stop for at indbetale skatter og afgifter i de kommende måneder og lettere adgang til kredit.

Ser mod Norge
I arbejdet med at sikre lønnen til de mange enkeltmandsvirksomheder og freelancere, kan danske politikere desuden lade sig inspirere af Norge, hvor der er lavet en model, hvor enkeltmandsvirksomheder, der ikke har indtægt i 17 dage kan få kompenseret op til 80 pct. af lønnen (op til en grænse på 600.000 NOK).

Det vil vi også gerne kopiere i Danmark, så enkeltmandsvirksomheder har penge til at klare til dagen og vejen.

”Danmark er i høj grad et SMV-land, og derfor er det utroligt vigtigt, at vi holder hånden under enkeltmandsvirksomheder og SMV’ere, så der er virksomheder og arbejdspladser at komme tilbage til, når vi efter denne krise skal i gang igen hurtigt,” siger Brian Mikkelsen.

Se alle initiativerne her: Støttepakke til enkeltmandsvirksomheder