; ;
Gemt

Analyse: Restriktioner berører 35.000 job

19. oktober 2020

I august besluttede et flertal i Folketinget at udskyde den ellers planlagte fjerde fase af genåbningen af Danmark. Årsagen var et stigende smittetryk. En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at godt 35.000 job er påvirket af restriktionerne.

Det kan mærkes i dansk erhvervsliv, at der er indført restriktioner som følge af corona-virussen. Ud over dem, der allerede er taget i brug, så er forsamlingsforbuddet blevet reduceret til 50 personer, åbningstiderne i restaurationsbranchen er blevet fastsat til kl. 22.00 og der er indført krav om mundbind, hvis man ikke sidder på sin plads. Disse restriktioner blev indført i løbet af september.

”Rækken af restriktioner påvirker tusindvis af jobs og har medført et fald i omsætningen i de berørte brancher. Dansk Erhverv anslår, at godt 35.000 jobs i øjeblikket er ramt af de landsdækkende restriktioner. Konkret vurderer vi, at 26.200 job er direkte påvirket, mens yderligere 8.900 job er indirekte påvirket. Hårdest ramt er ubetinget restaurationsbranchen,” siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Restriktioner er foreløbigt forlænget frem til og med d. 31. oktober.

Hårdt ramte brancher
Tore Stramer påpeger, at de nye restriktioner især rammer de brancher, som i forvejen er hårdest ramt.

”Tre er ud ti job, der hidtil er blevet tabt på landsplan i krisen, er tabt i netop hotel- og restaurationsbranchen. Ser vi på de tiltag, som regeringen har sat i søen for at hjælpe, så ser det ikke ud til, at de for alvor kommer de hårdest ramte til gavn. Udbetaling af feriepengene og en ekspansiv finanspolitik kommer ikke til at hjælpe hotellerne og restauranterne,” siger Tore Stramer.

Tilbage til tegnebrættet
På den baggrund mener Tore Stramer, at politikerne må genbesøge den økonomiske politik.

”Regeringen må tilbage til tegnebrættet og se på, hvordan man kan hjælpe de her nødstedte brancher. En oplagt mulighed kunne være en udvidelse og justering af boligjobordningen. Det kunne skrues sådan sammen, at danskerne også får fradrag for ophold i feriehuse, hoteller, camping, koncerter, sportsbegivenheder, forlystelsesparker og så videre. Desuden bør boligjobordningen fordobles i perioden 2020-2022,” siger Tore Stramer.

Læs hele Dansk Erhvervs analyse herunder.

Jobs berørt af restriktioner

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil