; ;
Gemt

Retningslinjerne for at vende tilbage på arbejdspladsen

Regeringen har oplyst, at en ansvarlig og gradvis genåbning af Danmark kan blive en mulighed under forudsætning af, at danskerne fortsat efterlever sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at undgå smittespredning. Anbefalingerne har særligt fokus på afstand, hygiejne og rengøring.

Private erhverv, som er tvangslukkede, herunder liberale serviceerhverv, hvor der ikke kan sikres behørig afstand mellem udbyder og kunde, har dog fået forlænget tvangslukningen. Tvangslukningen løber ind til videre til og med den 10. maj 2020.

For særligt kontorarbejdspladser har de teknologiske muligheder i noget omfang betydet, at arbejdet har kunne varetages hjemmefra og uden større tab. I disse tilfælde bør hjemmearbejde som hovedregel opretholdes. Medarbejdere i særligt udsatte grupper bør fortsat arbejde hjemmefra.

Hvor en hjemsendelse har haft negativ betydning for produktiviteten og værdiskabelsen indebærer genåbningen, at arbejdsgivere og medarbejdere i private erhverv, som ikke er tvangslukkede, fra tirsdag den 14. april 2020 kan møde fysisk frem på arbejde. Det skal kunne foregå fuldt forsvarligt, herunder at øvrige tiltag og generelle retningslinjer fastholdes.

Virksomheder opfordres i den forbindelse til at:

  • Planlægge, hvordan de vil understøtte en forsvarlig tilbagevenden til arbejdspladsen med udgangspunkt i sundhedsmyndighedernes retningslinjer – se nedenfor.
  • I planen at iagttage, hvordan en forsvarlig tilbagevenden til arbejdspladsen kan håndteres med hensyn til at sprede også den eventuelle medfølgende belastning af den kollektive trafik.

Planlægningen af en forsvarlig tilbagevenden indebærer et fokus på afstand og herunder, at:

  • Arbejdet tilrettelægges, så der kan sikres afstand mellem medarbejderne for eksempel ved at sprede medarbejderne over flere lokaler (og hjem) eller gennem brug af forskudte arbejdstider.
  • Eksterne og interne fysiske møder søges begrænset og erstattet med digitale mødeløsninger også når det gælder tjenesterejser, kursusaktivitet og tilsvarende.
  • Der fastlægges retningslinjer for deltagelse i fysiske møder, brug af mødelokaler, ophold i storrum, brug af kantine mv.
  • Kantiner lukker for buffet og indrettes for at sikre tilstrækkelig afstand mellem borde i spiseafdeling og ved eventuelle betalingsstationer, så der ikke opstår kødannelse. Kan medarbejdere fra flere afdelinger i større virksomheder mødes på tværs, bør der lukkes for siddende spisning.

I tillæg hertil er fokus fortsat på at undgå smittespredning gennem hygiejne og rengøring ved at:

  • Opsætte informationsmateriale om COVID-19 smittefare, herunder om forventninger til de ansatte vedrørende hygiejne og andre foranstaltninger som holden afstand.
  • Sikre, at der er vand og sæbe og så vidt muligt håndsprit tilgængeligt for alle ansatte,
  • Fordre, at anbefalingerne om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd overholdes, herunder at personer med symptomer bliver hjemme indtil de har været uden symptomer i 48 timer.
  • Udarbejde en instruks om håndtering af personer med symptomer på COVID-19 og om rengøring af disses arbejdsstationer umiddelbart efter identifikation af sygdom.
  • Rengøre fælles kontaktpunkter grundigt med særligt fokus på toilet, vask, håndtag, gelændere, bordoverflader mv., som hyppigt berøres af mange.

Læs mere om retningslinjerne på Erhvervsministeriets hjemmeside

Kontakt

Arbejdsmiljø

Anne-Marie Røge Krag

Arbejdsmiljøchef, souschef
Medarbejderprofil