; ;
Gemt

Beskeder sendt via ”chatbot” var spam

Flere virksomheder anvender chatbots som led i kundeservice, men samtykke er fortsat et krav, hvis virksomheden ønsker at rette direkte henvendelse til kunderne.

Nyhed

Dansk Erhverv | E-handel - 9. oktober 2019

Forbrugerombudsmanden har i en konkret sag fastslået, at det var i strid med spamforbuddet at kontakte forbrugere via Facebooks messenger-funktion uden et forudgående samtykke til markedsføring. En kommentar fra en forbruger på en virksomheds Facebook-opslag var ikke et samtykke fra forbrugeren til efterfølgende kontakt.

En datingside havde ved hjælp af en såkaldt chatbot kontaktet personer, der havde interageret med datingsidens opslag på Facebook ved at kommentere et opslag. Henvendelserne gennem chatbot’en var sendt via Facebook Messenger. Forbrugerombudsmanden vurderede, at henvendelserne var elektronisk post og med henblik på markedsføring. Der var derfor tale om henvendelser sendt i strid med spamforbuddet.

Det ændrede ikke Forbrugerombudsmandens vurdering, at forbrugerne forinden havde kommenteret på et af virksomhedens Facebook-opslag. En kommentar på et opslag er ikke et samtykke til, at virksomheden må sende markedsføring til forbrugeren.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din virksomheds kommunikation overholder kravene, så kan du læse Forbrugerombudsmandens vejledning om spamforbuddet.

Medlemmer af Dansk Erhverv er altid meget velkommen til at kontakte os, hvis de har spørgsmål til virksomhedens markedsføring, herunder spamforbuddet.

Kontakt

Handel

Martin Jørgensen

Advokat, chefkonsulent
Medarbejderprofil