; ;
Gemt

Glæde over kompensation til Nordjylland

20. november 2020

Den netop indgåede aftale om kompensation til bl.a. virksomheder i de syv nordjyske kommuner, som har været ramt af coronanedlukning, er både vigtig og nødvendig, lyder det fra Dansk Erhverv.

Et flertal af Folketingets partier er netop blevet enige om en samlet kompensationspakke til bl.a. det nordjyske erhvervsliv, som har været underlagt øgede restriktioner siden den 5. november. I aftalen indgår forbedringer af kompensation for faste omkostninger. Også virksomheder, der geografisk ikke er placeret i Nordjylland, men som har været berørt af restriktionerne, kan få kompensation.

”Det har været en svær tid for nordjyderne, og selv om baggrunden er meget mørk, så er det glædeligt, at der nu er landet en aftale om kompensation til de berørte virksomheder. Det er en bred gruppe af brancher og virksomheder, som virkelig har haft det hårdt, og aftalen vil give erhvervslivet mere klarhed og forudsigelighed, og det er der i dén grad brug for,” siger Brian Mikkelsen.

Glæder sig over løsning på CVR-problematik
Brian Mikkelsen peger især på, at det er positivt, at den såkaldte CVR-problematik er adresseret således, at virksomheder, der eksempelvis er en del af en landsdækkende kæde, også kan få adgang til kompensation.

”Det er noget af det, som vi længe har efterlyst og kæmpet for i Dansk Erhverv, så vi er naturligvis glade for, at den brede politiske aftale også tager hånd om dette. For det er naturligvis urimeligt, at for eksempel en butik beliggende i Nordjylland ikke kan få kompensation, fordi den er en del af en kæde,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen tilføjer, at Dansk Erhverv nu ser frem til at nærlæse aftalen.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef