; ;
Gemt

Dansk Erhverv skifter ud i topledelsen

Dansk Erhvervs formand Jens Mathiesen meddeler, at erhvervsminister Brian Mikkelsen er udnævnt til ny adm. direktør for Dansk Erhverv. Brian Mikkelsen afløser Jens Klarskov, der efter gensidig aftale fratræder sin stilling.

Nyhed

20. juni 2018

Jens Mathiesen udtaler:

”Jeg vil gerne anerkende og takke Jens Klarskov for den store indsats han siden 2008 har ydet Dansk Erhverv sammen med Dansk Erhvervs dygtige medarbejdere. Der er tale om et meget flot stykke arbejde, der har resulteret i den stærke position Dansk Erhverv har i dag. Men tiden er inde til at lade nye kræfter træde til, der kan føre Dansk Erhverv videre i henhold til vores strategi.”

”Og derfor er det en stor glæde, at Brian Mikkelsen har takket ja til posten som Dansk Erhvervs nye adm. direktør og til at stå i spidsen for den fortsatte markante udvikling af Dansk Erhverv. Vi glæder os i bestyrelsen til at arbejde sammen med Brian, der blandt andet har erfaring fra 24 år i Folketinget og 12 år på forskellige ministerposter. Han er den bedst tænkelige person til at stå i spidsen for Dansk Erhverv fremadrettet.”

Brian Mikkelsen udtaler:

”Efter mange spændende og interessante år i politik, er tiden inde til at prøve kræfter med nye udfordringer. Jeg er beæret og stolt over at være Dansk Erhvervs nye adm. direktør. Jeg kender jo Dansk Erhverv rigtig godt, ikke mindst formandskabet, forretningsudvalget og bestyrelsen og de virksomheder, de repræsenterer i Dansk Erhvervs folkevalgte organer.”

”Jeg glæder mig til, sammen med Dansk Erhvervs dygtige kolleger, lige fra yngste elev til direktionen, at arbejde som et team på den fælles rejse med at udvikle og styrke Dansk Erhverv, både på medlemsbetjeningssiden, på interessevaretagelsessiden og på medlemsakkvisitionssiden. Dansk Erhverv har alle forudsætninger for at blive en endnu større succes. Jeg er helt klar og fuld af energi.”

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef