; ;
Gemt

Debat: En højere straf?

14. april 2020

Denne gang debatterer vi, hvorvidt der bør ske en forøgelse af straffen for at begå kriminalitet mod detailhandlen.

Ved Crimestats 10-årsjubilæum havde vi blandt andre besøg af Anna Karina Nickelsen fra Det Kriminalpræventive Råd, der satte fokus på virkningsfulde indsatser mod kriminalitet.
Blandt publikum var der særligt et spørgsmål, der trængte sig på: hvorfor ikke hæve straffen for at begå kriminalitet mod detailhandlen?

Sidste år blev bøden for at benytte håndholdt mobil under kørslen hævet med det formål at reducere antallet af hændelser. I år er det blevet vedtaget at 10-doble bøden for at overnatte i sin lastbil, således at lastbilchauffører ikke sover ulovligt i deres lastbiler.

Det er således velkendt og vel benyttet at indføre højere bøder for at nedsætte tilfældene af en bestemt lovovertrædelse. Så hvorfor er dette ikke en anbefaling fra Anna Karina, når hun taler til erhvervsdrivende om at forebygge kriminalitet ude i butikkerne?

”Detailbranchen gør allerede meget for at forhindre butikstyveri – man sikrer attraktive varer, overvåger og benytter sig af butiksagenter. Der foreligger ikke dokumentation for, at højere straf har en præventiv effekt. Derimod peger teori og forskning på betydningen af indretningen af butikslokaler. Man bør vælge en indretning, der forhindrer, at tyve kan arbejde skjult. Man kan øge opdagelsesrisikoen ad den vej. Det vil også tillade egentlige kunder at opdage og reagere på tyveri. Man kan sige, at man allierer sig med kunderne, som så indtræder i en form for vogterrolle.” - Anna Karina Nickelsen, Det Kriminalpræventive Råd.

Hermed fremsætter Anna Karina en række alternative, kriminalpræventive initiativer, som hun vil anbefale før en højere straf. Trods anbefalingerne fra Det kriminalpræventive råd har Dansk Folkeparti netop fremsat et forslag om at øge straffen for at begå butikstyveri, og ifølge Erhvervs- og vækstordfører Hans Kristian Skibby (DF) har dette forslag en vigtig betydning for butiksejere:

“Der findes mange mulige måder, hvorpå man kan forebygge kriminalitet. Jeg går ikke ind for, at vi i Danmark kun skal anvende straf, men det må aldrig være en god forretning at begå butikstyveri.
Det kan godt være, at der sidder nogen akademikere og mener, at det ikke har en præventiv effekt at sætte bøderne op. Men for mig handler det først og fremmest om retfærdighed, og den retfærdighed findes ikke nu. Derfor vil jeg have, at når man stjæler en vare, skal bøden være på minimum det dobbelte. For som det ser ud nu, så står bøderne simpelthen ikke mål med det der stjæles for.” - Hans Kristian Skibby, Erhvervs- og vækstordfører for Dansk Folkeparti

Fra Dansk Erhvervs side, er vi enige i, at straf i sig selv ikke kan være tilstrækkeligt i forhold til at forebygge kriminalitet, men vi er også enige i, at kriminalitet ikke må kunne betale sig, hvorfor en højere staf for butikstyverier vil være på sin plads. Dette ligger også i tråd med det forslag, som den tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen fremlagde i 2018 i udspillet ”Tryghed for butiksejere”.