; ;
Gemt

Der er masser af offentlig-privat samarbejde på dagsordenen i 2021

21. januar 2021

2021 er skudt i gang, og det bliver et år med masser af opgaver her på OPS-kontoret. Året blev nemlig indledt med en positiv nyhed om, at rammerne for regeringens længe ventede OPS-enhed så småt er ved at være forhandlet på plads. Vi håber på og opfordrer til, at enheden allerede tidligt i foråret 2021 vil tage hul på arbejdet, så vi kan få målrettet enhedens arbejde til de områder, hvor det giver størst mening.

Af Morten Jung

Her er det oplagt at se på de gode erfaringer, som vi har opsamlet under Covid-19, hvor det offentlige og private i fælles symbiose har skabt gode resultater med koordination og fordeling af værnemidler samt den mærkbare opgradering af testfaciliteter, der fandt sted kort inden jul og gjorde, at vi i Danmark kunne øge tastkapaciteten betydeligt med hjælp fra private aktører.

De gode erfaringer kan altså, med fordel, være omdrejningspunktet for enhedens arbejde. Derfor bør enheden arbejde med, hvordan vi konkret kan bruge erfaringerne på andre velfærdsområder, hvor det offentlige og private samarbejder om at løse opgaverne. Vi skal med andre ord væk fra regeringens ”os og dem”-retorikken, som i efteråret blev foldet ud af regeringen med voldsomme angreb på bl.a. private daginstitutioner og tilbud på socialområdet. I stedet bør diskussionen vendes om, så vi i OPS-enheden får drøftet, hvordan vi styrker samarbejdet mellem sektorerne, så borgerne i sidste ende tilbydes den bedste løsning, uanset om den så findes i offentligt, selvejende eller privat regi.

De dårlige tal for konkurrenceudsættelse skal vendes
Det er selvfølgelig tidligt at udtale sig om kongetallet for konkurrenceudsættelse i kommunerne, de såkaldte IKU-tal, men alligevel imødeser vi dem med stor spænding. De seneste år har budt på store fald i IKU-tallene, hvilket desværre understøtter indtrykket af, at kommunerne hjemtager flere opgaver. Årets IKU-tal er derfor afgørende, da de vil give en indikation af, om kommunerne har anvendt tiden med Covid-19 til at holde hånden under leverandørerne, som regeringen opfordrede til i foråret 2020.

Det er dog ikke uden bekymring, at vi ser frem mod offentliggørelsen af IKU-tallene. I sidste uge udkom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens årlige status for den offentlige konkurrence, som viste, at offentlig konkurrence udsætter færre opgaver. Selv skriver styrelsen:

”Gennem offentlige ordregiveres krav og ønsker til produkter, kan de private virksomheder bidrage til at styrke kvaliteten i den offentlige service, og skubbe Danmark i en mere nytænkende og grøn retning.”
Udtalelsen flugter dårligt med den praksis private leverandører oplever i den offentlige sektor, som i stigende grad lukker sig mere om sig selv og undlader at bringe private aktører i spil. Derfor venter der et stort arbejde med at få vendt den negative udvikling, så vi igen ser en udvikling med stigende konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor.

Afgørende økonomiforhandlinger
Også årets økonomiforhandlinger bliver afgørende. Derfor deltog Dansk Erhverv i sidste uge i den digitale udgave af Kommunal Økonomisk Forum (KØF), der selvfølgelig stod i Covid-19’s tegn. Årets økonomiaftale vil have betydning for mange private leverandører og institutioner, som i lighed med sidste år, vil være opmærksomme på, hvorvidt de kan få dækket deres Covid-19 relaterede udgifter. Dette blev der sat penge af til i forbindelse med den seneste økonomiaftale, men desværre har det knebet med udmøntningen. Derfor håber vi fra Dansk Erhvervs side, at regeringen og KL vil gå efter at finde en velfungerende kompensationsmodel, så hverken offentlige eller private institutioner efterlades på perronen.

De kommende økonomiforhandlinger har høj prioritet for Dansk Erhverv, og vi går målrettet efter at skabe så meget dialog og debat om forhandlingerne, allerede fra tidligt på foråret.

Erhvervslivet har svarene ved det kommende kommunalvalg
Den 16. november 2021 skal danskerne igen til stemmeurnerne i landets 98 kommuner og forud venter en spændende tid med adskillige lokale debatter, hvor man må forvente, at borgerne vil søge svar på, hvordan vi fremtidssikrer velfærdssamfundet, styrker den grønne omstilling og sikrer lokale arbejdspladser. Fra Dansk Erhvervs side vil vi naturligvis sætte vores præg på debatten med fokus på, hvordan det offentlige og private i fællesskab sikrer borgernær velfærd i højeste kvalitet til danskerne. Desværre ser vi uheldige tendenser med regeringens førnævnte kampagne mod private velfærdstilbud og den gradvise svækkelse borgerens eget valg gennem frikommuneforsøgene. Denne kampagne skal vi naturligvis ikke stå uimodsagt i valgkampen, hvor vi vil rette særligt fokus på alle de positive fordele ved offentlig-privat samarbejde.


Derudover vil vi selvfølgelig arbejde for, at kommunerne sætter skub i den grønne omstilling gennem en grøn indkøbspolitik. Det forventes ganske enkelt, at erhvervslivet spiller en hovedrolle og hjælper med at drive den grønne omstilling i kommunerne, og her har et stort flertal af Dansk Erhvervs medlemmer også kvitteret for tilliden ved at ønske ambitiøse, grønne krav fra kommunerne i forbindelse med lokale indkøb og udbud.

Endelig må vi også forvente de traditionelle, men ikke mindre aktuelle, diskussioner om lokale rammevilkår for erhvervslivet. Bedre rammevilkår for erhvervslivet er lig med flere arbejdspladser og nye skatteindtægter i kommunerne, hvilket der om nogen behov for, efter Covid-19 har sat sine ubehagelige spor på økonomien. Derfor skal vi have fremmet en aktiv erhvervspolitik i kommunerne, så vi så hurtigt som muligt kan skabe nye arbejdspladser og øge trygheden for de borgere, der er kommet i klemme på arbejdsmarkedet under Covid-19.
Selvom Danmark fortsat er lukket ned, forventer vi altså stadig et aktivt 2021. Vi ser frem til at deltage i debatterne, det politiske arbejde og ikke mindst dialogen med vores medlemmer i OPS-udvalget.

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Markedschef
Medarbejderprofil