; ;
Gemt

DM i Skills 2019

DM i Skills løber af stablen i Arena Næstved fra den 4. til 6. april 2019. DM i Skills er erhvervs-uddannelsernes store udstillingsvindue, hvor dygtige unge konkurrerer om at blive den bedste elev inden for deres fag. Mange af de deltagende elever kommer fra Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder. Der er i alt tilmeldt 42 konkurrencefag. Yderligere er der 17 demonstrationsfag med for at gøre reklame for de enkelte uddannelser.

Nyhed

DANSK ERHVERV | UDDANNELSE - 27. MARTS 2019

DM i Skills er den årlig konkurrence/messe for erhvervsuddannelserne, som hvert år afholdes et nyt sted i landet, og i år løber konkurrencen af stablen i Næstved. Formålet med DM i skills er to-delt. For det første er DM i Skills talentpleje for de dygtigste elever, ved at de får muligheden for at yde det ypperste i konkurrence med andre elever/lærlinge og dermed måske kan ende som Danmarks bedste inden for deres fagområde.

For det andet giver DM i Skills også uddannelsessøgende og deres forældre og lærere, det politiske system og samfundet generelt alletiders chance for at få et billede af rigtig mange af de 105 erhvervsuddannelser, der findes, og hvad de indeholder.

I lighed med tidligere år er der flot deltagelse fra medlemmer af Dansk Erhverv, som bl.a. er repræsenteret med elever/lærlinge, som er ved at uddanne sig som salgsassistent, redder, kok, bager, blomsterdekoratør, tjener, gourmetsslagter, konditor, logistikassistent, handelsassistent og indkøbsassistent.

Det er en afgørende faktor, at erhvervslivet bakker op, da det giver rigtig mange unge og deres forældre mulighed for at få billeder på de mange muligheder, som erhvervsuddannelserne rummer. Sidste år i Herning var der 48.000 tilskuere samtidig med, at konkurrencen blev dækket massivt i medierne. Det forventes at interessen vil være mindst lige så stor i år.

Da det er alle tiders udstillingsvindue for en del af de fag, uddannelser og brancher, som Dansk Erhverv repræsenterer, bidrager Dansk Erhverv økonomisk til konkurrencerne, som knytter sig til bageruddannelsen, konditoruddannelsen, gourmetslagteruddannelsen og detailhandelsuddannelsen. Ligeledes har Dansk Erhverv bidraget til handelsuddannelsens stand, som igen i år er taget med som demonstrationsfag.

Aktuelt er vi i den situation, hvor vi har et stort underskud på unge i Danmark, der vælger en erhvervsuddannelse. Vi mangler allerede faglærte unge på en række områder så som bager, gourmetslagter, B2B Handel og inden for vejgodstransport. Som udviklingen er lige nu, kommer vi kun til at mangle flere faglærte og på flere områder. Derfor skal vi sikre, at flere unge tager en erhvervsuddannelse.

DM i Skills er en af nøglerne i forhold til at få netop det til at ske. DM i Skills er med at sikre, at flere unge får øjnene op for, at en erhvervsuddannelse giver mange muligheder for at få et både spændende og meningsfyldt job. Der er gode muligheder for at gøre karriere, og en erhvervsuddannelse åbner uddannelsesmæssigt mange døre.

DM i Skills er åben for alle interesserede, og der er gratis adgang.

For mere information om DM Skills kontakt da Michael Kjær Pedersen, Chefkonsulent i Dansk Erhverv.