; ;
Gemt

Analyse: E-handlen fortsætter fremgangen i oktober

17. november 2020

Rejsebegrænsningerne har tilsyneladende fået forbrugerne til at kaste sig over have- og boligprojekter, som tordner frem på listen over, hvad forbrugerne køber på nettet. Det viser ny analyse, som også konkluderer, at forbrugerne forventer at skrue yderligere op for online-forbruget den kommende tid.

Hent hele analysen nederst på siden og bliv meget klogere på udviklingen i dansk e-handel.

Hvis de danske netbutikker havde troet, at de kunne bruge oktober på at slappe af og lade op til Black Friday og julehandlen, tog de (heldigvis) fejl.

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at halvdelen af forbrugerne har handlet i løbet af den seneste uge i oktober. Vi er dermed fortsat 5%-point højere, end niveauet var i gennemsnit i årets første måneder før corona.

De øgede forbrug kommer dog ikke alle til gode. Værst ser det ud for rejsebranchen, der fortsat er i store problemer med kun 4% af forbruget og 3% af handlerne i oktober. I stedet bliver pengene tilsyneladende brugt på at fikse hus og have. Kategorien tordner frem og snupper 16 % af forbruget – dermed er kategorien næsten lige så stor som tøj, sko og accessories målt på forbrug.

Det er væd at bemærke, at have- og boligkategorien i samme periode har haft et signifikant fald i NPS – som i øvrigt toppes af dagligvarer, mad og drikke.

Forventninger om mere e-handel (på mobilen)
Forbrugerne får generelt en god oplevelse, når de handler online, og det – sandsynligvis sammenholdt med corona og de tilhørende restriktioner - smitter også af på forventningerne til fremtiden. Andelen, der forventer at købe mere de næste 12 måneder, er på 29%, mens 4% forventer at købe mindre.

Ser vi på betalinger, sker der også lidt forskydninger – dog uden store rystelser.
Godt 2 ud af 3 betalinger i oktober er med betalingskort – et marginalt fald siden oktober 2019. Mobilapps har øget andelen og står for 21% af betalingerne, hvilket er 4%-point mere end september 2019.

På betalingskort er bevægelserne marginale ift. oktober 2019. Dankort og Visa/Dankort står for 6 ud af 10 kortbetalinger. Mastercard-varianterne står for 22% af betalingerne mens visakortene står for ca. 18%.

Øget B2B-handel
De mange hjemmearbejdsdage ser også ud til at påvirke, hvordan erhvervsindkøberne handler. I oktober har 40% af de erhvervsindkøbende handlet digitalt på minimum ugentlig basis. Dette niveau er i den høje ende sammenlignet med 2019.

De hyppigst købte varer er IT, elektronik & teleudstyr, som dermed slår kontorartikler, der ellers plejer at være den suverænt mest handlede varekategori.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent