Gemt

EU-lovgivning skal være en hjælp - ikke en unødig byrde

04. februar 2021

”Fit for Future” er EU’s nye initiativ til at forenkle lovgivningen og mindske unødvendige omkostninger for især små og mellemstore europæiske virksomheder. Dansk Erhvervs EU- og Internationale chef er centralt placeret i arbejdet.

EU har sat yderligere kræfter ind på at kæmpe for især små og mellemstore virksomheders interesse i, at love og regler er enkle at forstå og efterleve.

Initiativet er udmøntet i en såkaldt ”Fit for Future”-platform. Det er en ekspertgruppe på højt plan, som skal hjælpe Europa-Kommissionen i bestræbelserne på at forenkle EU-lovgivningen og dermed mindske unødvendige omkostninger, der kan være forbundet hermed.

Mere eller mindre frit kan ”Fit for Future” oversættes til ”fremtidssikring” af EU-lovgivning.

EU-næstformand står i spidsen
”Fit for Future” vil undersøge, om eksisterende lovgivning kan nå sine mål effektivt, når vi stilles over for nye udfordringer, såsom digitalisering. Platformens synspunkter vil blive taget i betragtning af Kommissionen, så det sikres, at EU-lovgivningen er en hjælp og ikke en hindring for borgere og virksomheder, og særligt for små og mellemstore virksomheder,” skriver Kommissionen på sin hjemmeside.

”Fit for Future” er højt prioriteret, idet en af Kommissionens næstformænd står i spidsen. Platformen er opdelt i en regeringsgruppe og en interessentgruppe. I regeringsgruppen er alle EU-lande repræsenteret i form af nationale, regionale og lokale myndigheder.

To danskere blandt 19 medlemmer
Interessentgruppen består af eksperter i bedre regulering, som repræsenterer erhvervslivet og ikke-statslige organisationer. Det er så her, Dansk Erhverv kommer ind i billedet, idet organisationens EU- og internationale chef, Lasse Hamilton Heidemann, er udpeget til interessentgruppen.

Gruppen består af 19 medlemmer, hvoraf to er danskere. Foruden Lasse Hamilton Heidemann er det Heidi Rønne, der er international konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

De 19 repræsentanter skal således ikke varetage nationale interesser men have et bredt europæisk perspektiv på opgaven for alle 27 EU-lande.

Direkte adgang til Europa-Kommissionen
”Det unikke ved platformen er, at vi får en direkte kanal til Kommissionen og ikke skal igennem flere forudgående led. Dermed har vi med konstruktive kompromisser i interessentgruppen gode muligheder for at påvirke Kommissionen i den retning, vi ønsker,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

”Fit for Future”-platformen er en videreudvikling af EU’s hidtidige ”REFIT”-platform for målrettet og effektiv regulering, og som ophørte i fjor.

”REFIT havde til opgave at påpege eksisterende unødvendige administrative byrder og komme med forslag til forenklinger og lettelser. Opgaven for ”Fit for Future” er udvidet, så vi også skal holde øje med den EU-lovgivning, der er på vej,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Erhvervslivet har i et vist omfang været holdt udenfor
Dansk Erhvervs EU- og internationale chef vil især rette fokus på unødige byrder. Det vil sige påpege, hvis en kommende lovgivning lægger op til strammere regler, end der er nødvendigt for at opfylde lovens formål, eller at den på anden måde medfører flere byrder og mere bøvl, end det er nødvendigt.

”Der har ganske vist tidligere været processer, der har skullet sikre bedre regulering på basis af konsekvensvurderinger. Det har dog ikke altid fungeret hensigtsmæssigt. Erhvervslivet har ikke i tilstrækkeligt omfang været inddraget i processen omkring lovgivning, der har været af afgørende betydning for virksomheders rammevilkår,” påpeger Lasse Hamilton Heidemann.

Giv Dansk Erhverv et tip om bøvl og byrder
Medlemmer af Dansk Erhverv, der støder på regler, der opleves som unødvendigt administrativt besværlige og omkostningskrævende, er velkomne til at gøre opmærksom herpå via: byrdevogteren (danskerhverv.dk).

”Fra dette input vil Dansk Erhverv adressere byrder på det niveau, de kommer fra - lokalt, nationalt, EU eller globalt niveau. EU-siden står for en stor del af erhvervsreguleringen i Danmark, og her har Dansk Erhverv nu en udvidet adgang til at adressere bøvl og byrder,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Kontakt os