; ;
Gemt

Flot jobfremgang i september – men hård vinter i vente

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik fredag viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen steg med 10.000 personer i september. Dermed er lønmodtagerbeskæftigelsen i alt steget med 51.000 personer siden bunden i maj.

Nyhed

20. november 2020

Det betyder, at lønmodtagerbeskæftigelsen nu befinder sig 29.000 personer under niveauet i februar, hvor coronakrisen endnu ikke havde ramt dansk økonomi.

De seneste måneders flotte fremgang i beskæftigelsen er unægtelig årets bedste økonomiske nyhed herhjemme. Den pæne fremgang i beskæftigelsen skal i høj grad ses i sammenhæng med den gradvise genåbning af samfundet hen over foråret og sommeren.

Det skal vi naturligvis glæde os over. Men det står desværre også klart, at der nu venter en mere svær periode, hvor en fortsat stigning i beskæftigelsen langt fra er en selvfølge. Umiddelbart slår virksomhederne fortsat mange stillinger op, hvilket peger i retning af en fortsat pæn jobvækst.

Den stigende og høje smitte er dog bekymrende og kan sætte en kæp i hjulet på jobfremgangen. Vi ser desværre allerede nu at hotel- og restaurationsbranchen slår markant færre stillinger op. Dertil er fremgangen i danskernes forbrug bremset op og forbrugertilliden er igen faldende.

Der venter derfor også en hård vinter, hvor fremgangen i beskæftigelsen desværre vil blive langt mindre tydeligt. Stiger smitten utilsigtet meget, så det bliver nødvendigt at indføre nye restriktioner, kan et nyt fald i beskæftigelsen desværre ikke udelukkes hen over vinteren.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil