; ;
Gemt

Hjælpepakke til den private sundhedsbranche

01. april 2020

Dansk Erhverv foreslår en hjælpepakke, der kan holde hånden under danske sundhedsvirksomheder og dens medarbejdere. 

Den private sundhedsbranche spiller en væsentlig rolle for samfundet ved at løse en række specialiserede sundhedsopgaver for eller i tæt samspil med det offentlige. 

Branchen er hårdt ramt af COVID-19. Dette gælder særligt efter Sundhedsstyrelsen har anbefalet, hvilke ikke-kritiske funktioner, der ikke skal opretholdes under c-19, og hvor Sundhedsstyrelsen forventer at virksomhederne efterlever anbefalingerne. 

Der er tale om anbefalinger helt frem til udgangen af juni 2020, som har væsentlige konsekvenser for bl.a. optikere, øjenlæger, høreklinikker, tandlæger, fysio- og genoptræningsvirksomheder samt privathospitaler, som alle har været tvunget til at lukke helt/delvist lukke for meget stor del af deres aktivitet. Nedlukningen af de ikke-kritiske funktioner i ovennævnte brancher sker primært for at hindre smittespredning.  

Der er tale om udredninger og behandlinger på sundhedsområdet, som borgerne nu ikke får, men som udskydes. Derfor må det forventes, ar der oparbejdes en betydelig pukkel af behandlinger mv, som skal gennemføres efter Covid-19 epidemien. Det gælder fx udskudte tandundersøgelser, genoptræningsfunktioner, syns- og høreprøver. 

I denne situation er det afgørende at holde hånden under de private sundhedsaktører, så de er klar til at levere deres vitale sundhedsfunktioner igen efter krisen. Dansk Erhverv foreslår derfor, at:  

  • De ”ikke-kritiske” funktioner skal lukkes ved et påbud i stedet for den nuværende anbefaling. De berørte virksomheder bør blive 100 procent kompenseret for den del af deres omsætning og faste udgifter, som de må lukke pga. påbud.
  • Fristen for hjælpepakker skal forlænges, så den svarer Sundhedsstyrelsens anbefalinger om ikke-kritiske funktioner, altså frem til 1. juli 2020 og ikke kun til 9. juni 2020.
  • Sundhedsstyrelsen skal mere udtømmende beskrive, hvad der er kritiske og ikke kritiske funktioner under hvert behandlerområde, så det sikres at flest mulige behandlinger kan gennemføres.
  • De funktioner som lukkes ned i det offentlige sundhedsvæsen skal i så vidt muligt omfang fortsat gennemføres i det private, for at hindre for stor en pukkel af behandlinger på den anden side af krisen.
  • De private sundhedsaktører, som pålægges at stille deres kapacitet og medarbejdere til rådighed for det offentlige ifm. c-19 beredskabet bør have kompensation med fuld dækning for omkostninger og faste udgifter.
  • Når samfundet ”åbnes op igen” skal de sundhedsvirksomheder, som må have oparbejdet en væsentlige venteliste, åbnes så hurtigt som muligt for at sikre danskernes sundhedstilstand evt. med ekstra krav om anvendelse af værnemidler. Det gælder både genindførelsen af patientrettigheder og de ikke-kritiske funktioner.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil