; ;
Gemt

I skal passe på, at vi ikke bliver så gode, at vi kommer og tager jeres IT-jobs

ReDI School of Digital Integration startede i Tyskland i 2015 med det formål at undervise flygtninge i digitale kompetencer. Den frivillige IT-skole blev en succes, og i september startede pilotprojektet i Danmark. Dansk Erhverv har talt med Ida Jepsen, Head of ReDI School Denmark, og Carsten J. Videcrantz, adm. direktør hos Cisco Danmark, om digital empowerment hos kvinder med minoritetsbaggrund.

Nyhed

Dansk Erhverv | Digital – 9. januar 2020

Den 4. december inviterede ReDI School til DemoDay for de 35 etniske minoritetskvinder, der havde deltaget på skolens kurser i efteråret. Her blev resultaterne af pilotprojektet præsenteret, og syv af kvinderne var på scenen for at præsentere deres nye kompetencer: 

“I skal passe på, at vi ikke bliver så gode, at vi kommer og tager jeres IT-jobs!” lød det blandt andet fra Fahima, der har deltaget på 'Basis Computer skills'-kurset. 

ReDI School har undervist kvinderne i digitale kompetencer gennem seks uger, og alle har kunnet være med: 

“Vi har udbudt kurser på tre niveauer. ‘Computere for begyndere’ med 11 elever, hvor man har kunnet lære de mest grundlæggende færdigheder som at bruge en computer, Word og PowerPoint. Derudover har vi haft det lidt mere øvede ‘Basis Computer skills’-kursus med 15 deltagere, hvor kvinderne f.eks. har lært at lægge budget i Excel eller bruge forældreintra. Til sidst har vi ‘Intro to coding’ med ni deltagere, der er mere avanceret, og hvor kvinderne er blevet undervist i kodning” fortæller Ida Jepsen, leder af ReDI School Denmark.

En donation fra The Coca-Cola Foundation var startskuddet 
Det hele startede i Tyskland i 2015. Den danske kaospilot, Anne Kjær Riechert, besluttede sig for at undersøge, hvordan man kunne få de mange flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Hun tog derfor ud til asylcentre i Berlin for at kortlægge de største udfordringer. Her mødte hun Mohammed, der havde en IT-baggrund fra universitetet i Baghdad, men ikke havde mulighed for at bruge det i Tyskland, da han ikke havde en computer. Anne Kjær Riechert skaffede Mohammed en computer og startede på den baggrund ReDI School of Digital Integration. 

Ida Jepsen var i praktik i den tyske afdeling i 2018, hvor hun var ansvarlig for kvindeprogrammet. Da praktikforløbet var ovre, blev hun spurgt, om hun ville starte den danske afdeling op. Her fik Jes Randrup Nielsen, Public Affairs, Communication & Sustainability Director hos Coca-Cola Denmark, øjnene op for projektet og hjalp med at søge midler hos The Coca-Cola Foundation til at starte ReDI School i Danmark. Dette resulterede i en donation på 900.000 kroner i sommers, og ReDI School of Digital Integration Denmark var født. 

Digital empowerment og synlige resultater 
Selvom ‘Digital Integration’ indgår i navnet, handler det om meget mere end de digitale kompetencer: 

“Kvinderne får også sociale kompetencer og større selvtillid af kurserne. Det betyder rigtig meget for dem, at de selv kan tjekke deres e-mail, e-Boks og forældreintra. Det giver dem digital empowerment - både privat, socialt og professionelt,” fortæller Ida Jepsen. 

Under kurset får kvinderne gratis adgang til computere og undervisningslokaler, og der tilbydes børnepasning i undervisningstimerne. Dette er med til at sikre, at kvinderne fastholder undervisningen. Udover de tekniske kompetencer hjælper ReDI School også kvinderne med at lave CV, træne til jobsamtaler og arrangerer virksomhedsbesøg, så kvinderne kan udvide deres netværk. 

Resultaterne er til at se. 97 % af kvinderne har forbedret deres digitale kompetencer og fået større selvtillid, 40 % af kvinderne på begynder- og basiskurserne har forbedret deres danskkunstskaber, og to af kvinderne har endda fået job efter kurset. 

Blandt andet fortæller Diva, der var deltager på ‘Basis Computer skills’-kurset, følgende:

“Jeg er rigtig glad for, at jeg gav ReDI School en chance. I starten var jeg spændt på, om jeg kunne få det til at fungere, fordi jeg er alenemor til to børn, men fordi ReDI School tilbyder børnepasning, fungerer det rigtig godt. Efter jeg fik hjælp til at lave et CV af én af de frivillige, sendte jeg en ansøgning, og dagen efter var jeg til samtale og fik jobbet! ReDI School har givet mig en fornyet tro på, at kvinder kan alt!”

ReDI Schools DemoDay, hvor syv af kvinderne var på scenen for at fortælle om deres nye kompetencer. 

Civilsamfundet og virksomhederne spiller en stor rolle 
Når man spørger ind til, hvad der gør ReDI School muligt, er svaret i høj grad de frivillige undervisere, mentorer og børnepassere:

“Vi rekrutterer underviserne gennem virksomheder og i vores eget netværk inden for IT-branchen. Underviserne deler deres teoretiske viden og forklarer, hvordan tingene virker i praksis. Samtidigt bliver de rollemodeller for kvinderne ved at fortælle om deres egen karrierevej og åbne op for deres netværk og arbejdspladser,” fortæller Ida Jepsen. 

Virksomhederne hjælper ved at donere computere til deltagerne, stille kursuslokaler til rådighed og arrangere virksomhedsbesøg i samarbejde med ReDI School. En af de virksomheder, der har valgt at samarbejde med ReDI School er Cisco Danmark og adm. direktør Carsten J. Videcrantz. Da ReDI School startede i Tyskland var den tyske afdeling af Cisco også med, og med den store succes for skolen i Tyskland var det naturligt for Cisco Danmark også at støtte op om projektet lokalt. Blandt andet var 36 % af de 81 adspurgte deltagere fra ReDI School Berlin i arbejde efter kurset, mens 32 % var i gang med en uddannelse. 

”Udover undervisningen i digitale kompetencer er det også vigtigt, at kvinderne kommer ud og mærker, hvordan en dansk virksomhed er. Derfor skal virksomhederne også i højere grad i dialog med kvinderne – vi skal til at tale med flygtninge og ikke om dem. Det giver dem større selvtillid, og de føler sig accepteret ved at gå rundt blandt de andre medarbejdere på arbejdspladsen,” fortæller Carsten J. Videcrantz. 

Udbyttet af samarbejdet går begge veje. For Cisco handler det ikke kun om at tjene penge, men også om at tage ansvar:

”Vi vil gerne hjælpe positivt på et område, hvor vi har kompetencerne i forvejen. Verden bliver mere og mere digital – også i hverdagen – og her føler vi også et samfundsansvar. Vi kan også se en stor mangel på IT-arbejdskraft hos virksomhederne, og hvis vi kan hjælpe med det gennem ReDI School og samtidigt skabe mere diversitet i branchen, så er det kun godt.” 

Også internt kan Cisco se en fordel ved samarbejdet. Generelt søger medarbejderne et større formål end kun at bidrage til Ciscos bundlinje. Det er en indgroet menneskelig interesse, at der skal være en mening med det, de laver:

”Derfor har vi også hos alle Ciscos 70.000 ansatte verden over indført ’Time2give’. Her får alle medarbejdere fem betalte fridage om året udover deres almindelige ferie til at arbejde på et projekt eller sag efter eget ønske, som de finder meningsfuld.” 

Øget fokus på beskæftigelsesindsatsen og en udvidelse af teamet 
Når man spørger ind til, hvad 2020 kommer til at byde på for ReDI School, er svaret en styrkelse af beskæftigelsesindsatsen:

“Det er ikke nok, at kvinderne lærer digitale kompetencer. Det skal også kunne ende ud i reelle job for dem,” fortæller Ida Jepsen. Derfor vil ReDI School øge samarbejdet med virksomheder og jobcentre, så deltagerne også kommer videre efter kurset – enten i job eller på en uddannelse. 

Dette kræver også en udvidelse af teamet bag skolen: “Vi vil styrke indsatsen i dybden fremfor at udvide med mange deltagere. Vi udvider antallet af kurser fra tre til seks og varigheden af kurserne fra seks til 12 uger. Det skyldes blandt andet, at 29 af de 35 elever fra efteråret forsætter på vores kurser i foråret. Vi kommer nu til at udbyde to kurser med 'Computere for begyndere', to kurser med 'Basis Computer skills', et kursus med 'Intro to Coding' og et helt nyt 'UX' kursus,” afslutter Ida Jepsen.

Har du og din virksomhed lyst til at hjælpe?
Lige nu er ReDI School især på jagt efter undervisere til begynder- og basiskurserne samt donation af brugte computere.

Kontakt Ida Jepsen på ReDi Schools hjemmeside: Do you want to support us in our work and help create digital empowerment?

 

ReDI Schools arbejde er støttet af VELUX Fonden