; ;
Gemt

Kontrollen med E-cigaretter bør samles

Det er uhensigtsmæssigt, at kontrollen med e-cigaretter ligger hos to forskellige styrelser, alt afhængigt af om der er nikotin i eller ej. Det mener Dansk Erhverv, efter det er kommet frem, at Sikkerhedsstyrelsen har konstateret problemer med hele 88 procent af 162 undersøgte e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere købt online.

Nyhed

pressemeddelelse den 2. august 2019

Sikkerhedsstyrelsen har konstateret problemer med hele 88 procent af 162 undersøgte e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere købt online. I dag er det sådan, at kontrollen ligger hos to forskellige styrelser, alt efter om der er nikotin i e-cigaretterne eller ej.

”Det er helt tydeligt på tallene fra Sikkerhedsstyrelsen at der er behov for kontrol og for at rydde op i det her marked. Det kræver selvfølgelig at der afsættes ressourcer til det. Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med e-cigaretter med væsker, der indeholder nikotin. Men indeholder væsken ikke nikotin, så ligger tilsynspligten hos Miljøstyrelsen. Det giver ikke meget mening. Hele området bør ligge under Sikkerhedsstyrelsen, uanset indholdet, da apparatet i princippet er det samme i begge tilfælde. Det vil med stor sandsynlighed lette administration og give en mere målrettet og effektiv kontrol,” siger Matthias Lumby Vesterdal, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Kontroller netbutikkerne
Tidligere på sommeren viste en undersøgelse, at næsten hver anden elev i Københavns 9. klasser har prøvet at ryge e-cigaretter. Dansk Erhverv, der er medlem af partnerskabet for en Røgfri Fremtid, peger på behovet for at kontrollere netbutikkerne på lige fod med de fysiske butikker.

”I dag sker en meget stor del af kontrollen hos de fysiske butikker på trods af, at vi kan se, at en stor og stigende del af salget foregår online. Ofte er det desværre også hos disse mindre kendte aktører, at vi ser e-cigaretter med et ulovligt og potentielt skadeligt indhold. Det bør myndighederne tage konsekvensen af. Kontrollen skal finde sted der, hvor det giver bedst mening,” siger Matthias Lumby Vesterdal.

Kontakt

Handel

Matthias Korth Vesterdal

Politisk konsulent