; ;
Gemt

Kortere arbejdstid kan koste milliarder

22. oktober 2020

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at danskernes kortere og kortere arbejdstid kan ende med at koste hele det langsigtede overskud på statens budget på aktuelt 23 milliarder frem mod 2050.

I løbet af de seneste 30 år har danskerne arbejdet i kortere og kortere tid. Hvis udviklingen fortsætter, så står statskassen til et tab på hele 23 milliarder. Det svarer til et procent af bnp frem til 2050.

”Når vi ser på regeringens forventninger, så må vi nok sige, at vi undrer os lidt over, at regeringen forventer, at arbejdstiden fremover vil ligge på et uændret niveau. Historisk set holder det ikke, og tiltag som retten til tidlig pension, vil jo også være med til at trække arbejdstiden nedad,” siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Pengene mangler
Tal fra Danmarks Statistik viser, at siden år 2000 er arbejdstiden faldet med 92 timer, fra 1.519 timer om året i 2000 til 1.427 timer om året i 2019. Ifølge Dansk Erhvervs analyse vil arbejdstiden, hvis udviklingen fortsætter, være nede på 1.404 timer om året i 2050. Det er om bare 30 år.

”Det kan være forståeligt, at danskerne ønsker at arbejde mindre og også gør det. Men det kommer ikke uden en pris. Konkret vil prisen så være, at vil være 23 milliarder kroner mindre i statskassen, end der havde været, hvis danskerne havde fortsat med at arbejde i samme omfang som nu. Og de 23 milliarder kunne jo bruges på mange ting. Sikre fremtidens velfærd, forbedre rammevilkårene for virksomhederne, investere i forskning og så videre. Vi ser ind i en række udfordringer, og de manglende midler vil ikke gøre det nemmere for Danmark at adressere dem. Det er både sikkert og vist,” siger Tore Stramer.

Læs hele Dansk Erhvervs analyse herunder.

Lavere arbejdstid - betydning for HBI

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil