; ;
Gemt

Lønkompensationsordningen er flittigt brugt i hovedstaden - har reddet over 80.000 jobs

Tirsdag blev der offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, der viser at 222.100 lønmodtagere var hjemsendt med lønkompensation i april. Det svarer rundt regnet til 11% af den private beskæftigelse.

Nyhed

23. juni 2020

Tirsdag blev der offentliggjort tal fra Danmarks Statistik, der viser at 222.100 lønmodtagere var hjemsendt med lønkompensation i april. Det svarer rundt regnet til 11% af den private beskæftigelse.

Der er betydelig forskel på hvor flittigt lønkompensationsordningen er blevet benyttet på tværs af landet. Højdespringeren er Tårnby, hvor 43,8% af de private jobs var omfattet af lønkompensationsordningen i april. Det er et voldsomt højt antal, der primært skal ses i sammenhæng med at Tårnby kommune huser Københavns Lufthavn, der er meget hårdt ramt af viruskrisen. Herefter følger kommunerne Rødovre med 18,8% og Frederiksberg med 15,5%.

Generelt er en stor del af de lønkompenserede jobs beliggende i hovedstaden. Således er de fem kommune med den højeste andel af lønkompenserede jobs beliggende i hovedstaden. Det skal ses i sammenhæng med at mange af de hårdeste brancher inden for handel samt hotel- og restaurationsbranchen udgør en relativt stor andel af den samlede beskæftigelse i hovedstadsregionen.

Selv om hovedstaden har været den mest flittige bruger af lønkompensationsordningen, så har ordningen dog generelt været flittigt brugt på tværs af landet. Dermed har lønkompensationsordningen afværget tusindvis af afskedigelser på tværs af landet. Et forsigtigt skøn er at lønkompensationsordningen har afværget godt 80.000 afskedigelser.

Tallet er faldet siden april – men vi ved ikke hvor meget…
Det er vigtigt, at holde sig for øje at dagens tal er for april. Det økonomiske ekspertudvalg skønnede, at der ved udgangen af maj var 90-100.000 personer på lønkompensationsordningen. Antallet er formentlig faldet yderligere igennem juni, hvor virksomhederne fra d. 9. juni og frem har skulle forny deres ansøgninger om lønkompensation.

Vi har dog endnu ikke tal for hvordan antallet af ansøgninger om lønkompensation har udviklet sig. Det er i sig selv et stort problem, da vi ret beset ikke har et overblik over hvor mange der er på lønkompensationsordningen og hvor længe de har været på ordningen.

Det betyder, at vi desværre ikke har et overblik over, hvor mange af de berørte personer der finder tilbage i beskæftigelse eller ender i ledighedskøen. Vi frygter desværre at en andel i omegnen af 35% vil miste deres arbejde når deres lønkompensationsordning udløber. Det svarer rundt regnet til 80.000 jobs.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil