; ;
Gemt

Minister: Butikker kan lukke og stadig få del i hjælpepakke

Erhvervsminister Simon Kollerup slår fast, at butiksejere kan lukke deres butikker uden at være bekymret for at miste muligheden for at få del i regeringens hjælpepakke om faste udgifter.

Landets butiksejere kan med ro i sindet lukke butikken, hvis det giver bedst mening for dem på nuværende tidspunkt. Hvis butikken oplever en markant nedgang i omsætningen, er den stadig berettiget til at søge kompensation for dækningen af faste omkostninger.

”Man er derfor selvfølgelig ikke tvunget til at holde sin forretning åben for at få kompensation for sine faste udgifter, hvis det kloge i forhold til den enkelte forretning og regeringens anbefalinger i øvrigt er at lukke den midlertidigt,” skriver Simon Kollerup i en mail til Avisen Danmark. Læs mere her.

Midlertidig kompensation for virksomheders faste udgifter
Regeringens hjælpepakke til kompensation for faste udgifter er under udarbejdelse. Der lægges op til en ordning, hvor virksomheder kan få godtgjort dokumenterbare faste udgifter, herunder fx husleje, renteudgifter og kontraktbundne udgifter i en periode (fx leasing), hvor virksomheden er udsat for en stor omsætningsnedgang (mere end 40 pct.) som følge af coronavirussen.

Modellen for omsætningsnedgang og kompensation:

  • Kompensation på 80 pct., hvis omsætningsnedgang har været på 80-100 pct.
  • Kompensation på 50 pct., hvis omsætningsnedgang har været på 60-80 pct.
  • Kompensation på 25 pct., hvis omsætningsnedgang har været på 40-60 pct.

Der kan ikke ansøges om kompensation, hvis faste udgifter udgør mindre end 25.000 kr. i perioden.

Der kan maksimalt opnås kompensation for 60 mio. kr. pr. virksomhed i perioden.

Kompensationen dækker op til tre måneder (fra og med 9. marts til og med 9. juni 2020) og udbetales hurtigst muligt.

Læs mere her: Overblik over hjælpepakker til erhvervslivet