Gemt
Presse og Nyheder

Nationalbanken kommer med nye vækstprognoser

Nationalbanken mener, at opsvinget er solidt, men at det stramme arbejdsmarked vil stå i vejen for væksten. Vi mener, at der er behov for reformer.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af Cheføkonom steen bocian

Nationalbanken har offentliggjort den nye prognose: ”Dansk økonomi godt rustet til højkonjunktur”. Rapporten ser lyst på væksten i år og venter, at BNP vil stige med 1,9 pct. fra 2017 til 2018. Med udgangspunkt i de seneste økonomiske nøgletal, er dette skøn ikke realistisk, medmindre man forventer meget store historiske revisioner. Af uvisse grunde skriver Nationalbanken, at opsvinget fortsatte i anden halvdel af 2017 til trods for, at BNP faktisk faldt med 0,9 pct. fra 1. halvår til 2. halvår sidste år. En del af det fald skyldtes teknik, og man skal derfor ikke overdrive faldet i BNP, men med øje for de seneste tal, så er en BNP-vækst på omkring 1,25 pct. i år mere realistisk.

Vi deler dog Nationalbankens opfattelse af, at der er tale om et opsving, og at forudsætningerne er gode for, at det kommer til at fortsætte. Vores største bekymring er risikoen for økonomisk overophedning. Nationalbanken udtrykker også denne bekymring, men kun i mindre grad. Efter vores opfattelse bygger deres begrænsede bekymring på en optimistisk vurdering af den fremtidige produktivitetsvækst. Vi har de seneste fire år haft en produktivitetsvækst på under en halv procent om året. Nationalbanken forudsætter, at denne bliver betydeligt højere – mindst 1. pct. om året i 2019 og 2020. Hvis de ikke får ret i dette, kommer arbejdsmarkedet til at stramme hurtigere til. Vi mener derfor også, at der er behov for reformer, som udvider arbejdsudbuddet og stimulerer produktivitetsvæksten - det vil mindske risikoen for økonomisk overophedning. Her deler vi Nationalbankens opfattelse af, at øget tilgang af udenlandsk arbejdskraft er en forudsætning for økonomisk fremgang. Vi så derfor gerne, at politikerne også gjorde det nemmere at rekruttere fra ikke-EU lande.

Fokus bør dog være på reformer. Reformer er da også langt mere hensigtsmæssigt, end det som Nationalbanken anbefaler - nemlig at regeringen skal sidde på spring for at klodse den finanspolitiske bremse, hvis overophedningen kommer for tæt på. Reformer kan nemlig sikre, at man styrer uden om overophedningen og samtidig får mere velstand.

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.